*608* Johannes Henckel
N. N.
*304* Johan Friederich Henckel
(1665-1740)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. *305* Anna Catharina Bahuus

*304* Johan Friederich Henckel

  • Født: 23 Aug. 1665, Lindau, , Niedersachsen, Tyskland
  • Ægteskab (1): *305* Anna Catharina Bahuus den 24 Nov. 1692 i Ribe Domsogn, Ribe Herred, Ribe Amt
  • Død: 17 Sep. 1740, Ribe Sankt Katharine Kirke, Ribe Herred, Ribe Amt i en alder af 75 år
Billede

punkttegn  Notater:

Feltskærer ved det Prenske, Landorphske og Ahlefeldtske regime. Stadskirurg i Ribe.
1. september 1725 fik han en konkurrent, idet Hans Henrich Schytte også blev udnævnt til kirurg i Ribe under henvisning til, at Johan Friderich Henckel pga. alderdom ikke passede jobbet godt nok (kilde: Danske Kancelli, Jyske Registre, se også Nygårds sedler). Henckel-familien har tilsyneladende ikke syntes om at få en konkurrent, for Schytte blev overfaldet af Henckels døtre, der i en efterfølgende retssag måtte betale bøder (kilde: "Fra Ribe Amt", 1928, udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt). Navnene på de involverede døtre nævnes ikke.

Fra bogen "Fra Mecklenburg til Ribe" af Torben Schæfer:
I kapitel 19 er nævnt nogle forskellige stavemåder af efternavnet Henckel. Til personerne
omtalt i nærværende kapitel er anvendt variationerne Henckel, Henchel, Henkel, Hengel,
Henckell, Henchell, Hinckel og Hinchel. Den manglende konsekvens i stavemåden illustreres
af, at der i den samme officielle skrivelse kan ses anvendt to forskellige stavemåder.
I kirkebogen ved dåben kaldes min tip-5-oldefar for Johannes Friderich [i]. Da han ved alle
senere lejligheder kaldes for Johan, har jeg valgt at bruge Johan i stedet for Johannes. Fornavnet
Johan ses undtagelsesvist stavet Johann. Variations mulighederne er større, når det
gælder hans andet fornavn, der ses stavet Friderich, Fridrich, Friderick, Friederick, Friedrik,
Frederich og Frederik.
Min tip-5-oldemors fornavn ses stavet Anne Cathrine, An Cathrine, Anne Catharina og Anna
Catharina. Efternavnet staves normalt Bahuus, men ses også stavet Bahus. En enkelt gang
omtales hun som Andreasdatter Bahuus. Efternavnet Bahuus/Bahus er sandsynligvis af
norsk oprindelse. Bahus er en gård i Fana Prestegjeld (Bergen Kommune, Hordaland Fylke,
Norge). Gården er omtalt første gang i 1603 [2].
I den ældste kirkebog fra Fana Prestegjeld, der er fra 1712-1719, er fundet to personer med
efternavnet Bahuus. Anne Cathrine Bahuus og hendes kendte familie (jf. kapitel 28) er fra
Ribe, og der kan ikke dokumenteres nogen relation til Bahuus-familien i Fana. Som nævnt
nedenfor har Anne Cathrine Bahuus opholdt sig i Norge i en periode, inden hun blev gift, og
en af hendes sønner bosatte sig i Bergen. Det kan være et tegn på, at der har været en
familiemæssig tilknytning til Norge.
Johan Friderich Henckel blev født i Lindau i Niedersachsen, hvor han blev døbt i den katolske
kirke, St. Peter und Paul, den 23. august 1665 [l]. I god overensstemmelse med dette
anføres det i borgerskabsprotokollen [3], at han var født i Lindau i Eichsfeld. Lindau ligger i den sydlige del af den nuværende tyske delstat Niedersachsen. Det fremgår af kirkebogen, at
Johan Friderich Henckels far hed Johannes Henckel (jf. kapitel 27), hvorimod moderens
andel i fødslen har været så beskeden, at kirkebogen ikke har fundet plads til hendes navn.
Der foreligger ingen viden om, hvad Johan Friderich Henckel foretog sig i sin barndom og
tidlige ungdom. I 1687 kom han i en alder af 21-22 år til København, hvor han praktiserede
som kirurg [4]. Dengang havde en kirurg ingen lægeuddannelse, men var en håndværker, der
normalt også udøvede barbervirksomhed.
Datidens kirurger foretog bade små og store kirurgiske indgreb, f.eks. tandudtrækning og
amputation af lemmer. En væsentlig opgave for kirurgerne var åreladning, hvor man åbnede
en blodåre for at udtømme en mindre del af blodet. Derved mente man at kunne fjerne dårligdomme
fra kroppen. Johan Friderich Henckels erhverv omtales lidt på skift som kirurg,
barbér eller ved den ældre betegnelse bartskærer.
Opholdet i København blev kortvarigt, for han blev feltskærer ved forskellige regimenter i
hæren [4, 5]. En feltskærer var en kirurg, der var ansat ved hæren, hvor der var behov for en
håndværker med en skarp kniv, der kunne skære i soldaterne. Arbejdet som feltskærer bragte
ham til Ribe.
Den 19. august 1692 sluttede Johan Friderich Henckels militære karriere, idet han blev udnævnt
til stadskirurg i Ribe efter afdøde stadskirurg Bruun [5]. Ribe havde dengang en præsident.
Han mente sammen med byens borgmester og rådmænd, at det fortsat var nødvendigt
for byen at have "en god chirurgus som de nødtrængende udi adskillige legemers udvortes
bræk (dvs. beskadigelse, brud) og fejl kunne hjælpe". Johan Friderich Henckel havde
fungeret som stadskirurg under Bruuns langvarige sygdom, så det var nærliggende at fastansætte
ham.
Som betingelse for at få jobbet skulle Johan Friderich Henckel aflægge sin borgerlige ed, dvs.
have borgerskab i Ribe. Det gjorde han den 16. december 1692 [3]. Med borgerskabet fulgte
en forpligtelse til at indtræde i Ribes borgervæbning. I 1700 blev Johan Friderich Henckel
registreret som menig nr. 37 i borgervæbningens første korporalskab [6].
For at fa jobbet som stadskirurg skulle Johan Friderich Henckel endvidere lade sig eksaminere
af to anerkendte doktorer, der skulle udfærdige en attest om hans dygtighed. Eksaminationen
må have forløbet tilfredsstillende, for han fik jobbet.
Stadskirurgen havde monopol, idet der var forbud imod, at fuskere tog ophold i byen og gik
ham i bedene. Til gengæld havde Stadskirurgen pligt til for en rimelig betaling at betjene
enhver nødlidende på forsvarlig måde. Der fulgte nogle privilegier med jobbet, idet Stadskirurgen
bl.a. var fri for alle kongelige skatter og for at påtage sig de offentlige hverv, der normalt
fulgte med et borgerskab.
Nu havde Johan Friderich Henckel sikret sig en god og fast indtjening, og derfor var han klar
til at blive trolovet og gift. Det var Anne Cathrine Bahuus også, og derfor blev det de to, der
fik hinanden.
Anne Cathrine Bahuus var født i Ribe i 1674. Hun var datter af korporal Andreas Bahuus.
Moderens navn er heller ikke her nævnt i kirkebogen, men jeg formoder, at hun hed Mette
Hansdatter (jf. kapitel 28).
Det fremgår af kirkebogens forloverattest (Ribe Domsogn), at Anne Cathrine Bahuus ikke
havde boet i Ribe uafbrudt siden fødslen, men at hun havde opholdt sig "nogen tid på andre
steder, både her i landet og i Norge". Når så ung en pige rejste fra Ribe og helt til Norge, er
det som anført ovenfor nærliggende at overveje, om der har været familiemæssige relationer.
Hun var kun 18 år, da hun blev trolovet den 2. november 1692 (Ribe Domsogn) med den
nybagte stadskirurg, der var en ældre herre på 27 år. De blev viet allerede den 24. november
1692. Der var dog ingen åbenlyse omstændigheder, der kunne begrunde et hurtigt bryllup.
Deres første barn, Johannes Henckel, der blev opkaldt efter sin farfar, blev født i 1694 (døbt
16. februar 1694, Ribe Domsogn).
Johan Friderich Henckel og Anne Cathrine Bahuus blev forældre til i alt ti børn, hvoraf de
seks første var sønner. Nr. to i rækken blev opkaldt efter morfar og blev døbt Andreas
Henckel (født 12. november 1695, død 19. november 1695, Ribe Domsogn). Han anføres i
kirkebogen at være søn af "Johan Friderich Bartberer".
Nu var der ikke flere bedstefædre at opkalde sønner efter, så den tredje søn blev opkaldt efter
stiftsamtmanden og fik navnet Frands Eberhart Henckel (døbt 25. juli 1697, Ribe Domsogn).
Stiftsamtmand Frands Eberhart von Speckhan [7] beærede forældrene med at være fadder.
Måske har stiftsamtmanden fået foretaget sin daglige barbering hos stadskirurgen?
Endnu en Andreas Henckel blev døbt 21. april 1700 (Ribe Domsogn). Derefter fulgte Friderich
Henckel (døbt 12. april 1702, Ribe Domsogn), Augustinus Henckel (født 15. marts 1704,
død 7. april 1705, Ribe Domsogn), Cathrine Elisabeth Henckel (døbt 25. maj 1706, Sankt
Katharine Sogn, Ribe), Augustinus Henckel (døbt 21. december 1708, Sankt Katharine Sogn,
Ribe), min tip-4-oldemor, Anne Beate Henckel (døbt 1. marts 1711, Sankt Katharine Sogn,
Ribe) og som afslutning på 20 års fødsler Sophie Henckel (døbt 29. april 1714, Sankt Katharine
Sogn, Ribe).
Efter omtalen af Anne Cathrine Bahuuses karriere som barselskvinde vender vi nu tilbage til
Johan Friderich Henckels faglige karriere. Som tidligere omtalt havde en præsident været
involveret, da Johan Friderich Henckel blev udnævnt til stadskirurg. Kongen blev først involveret
med nogen forsinkelse, idet Johan Friderich Henckel den 21. maj 1698 fik kongelig
bevilling på sit job som stadskirurg [8],
Det blev dog nødvendigt at inddrage kongen endnu engang. I et brev til kongen den 27. februar
1710 gjorde Ribes magistrat opmærksom på, at Johan Friderich Henckel flere gange
havde klaget over og fremlagt beviser for, at andre gik hans profession for nær ved at beskæftige
sig med bl.a. åreladning og barbering. Derfor havde Johan Friderich Henckel søgt om på
ny at få et bestallingsbrev, der fastslog, at han havde eneret på de arbejdsopgaver, der hørte
til kirurgfaget. Med den begrundelse, at det ville være vanskeligt for flere at ernære sig som
kirurg i Ribe, stadfæstede magistraten Johan Friderich Henckels monopol, der blev bekræftet
af kongen den 5. april 1710 [9].
Johan Friderich Henckel var en dygtig stadskirurg, hvis man ellers kan tro på ovennævnte
brev fra magistraten. Deri anføres han at have gode anbefalinger fra tre berømmelige læger,
deriblandt en afdød og en nuværende stadslæge i Ribe [7, 9]. Det fremhæves endvidere, at
han i "mange år med hustru og børn sig både i levned og sin profession således haver forholdt,
at ingen klagemål over ham er indkommet".
Noget tyder dog på, at Johan Friderich Henckel var en temperamentsfuld herre, der ikke
altid havde opført sig eksemplarisk. I 1694 var han blevet såret under nogle spektakler hos
hospitalsforstanderen, og i 1702 var han blevet idømt bøder for overfald [4]. Den kongelige
bekræftelse af monopolet havde ikke den ønskede virkning, for i 1716 anlagde Johan Friderich
Henckel sag mod byens skarpretter (bøddel), der gik ham i næringen [4]. En bøddel var
vant til at se blod og kunne derfor lade sig friste til at lave kirurgiske indgreb som bibeskæftigelse.
Johan Friderich Henckel blev som så mange andre ældre med alderen, og så kan det være
svært at leve op til fordums præstationer. I 1725, hvor han var 60 år, mistede han sit monopol
som stadskirurg. Begrundelsen var, at han på grund af alderdom ikke var så dygtig til at
passe byen og det tilhørende distrikt, og at han hverken havde ansat svend eller tjenestedreng
til at hjælpe sig. Den i. september 1725 fik en yngre kirurg, Hans Henrich Schytte,
kongelig bevilling på at være kirurg i Ribe samtidig med Johan Friderich Henckel [10].
Det var ikke populært i familien Henckel, at der kom en konkurrent, der truede indtjeningen.
Faktisk var det så upopulært, at Hans Henrich Schytte blev overfaldet. Johan Friderich
Henckel har muligvis været for affældig til at kunne optræde som voldsmand. Om han har uddelegeret opgaven til sine døtre, eller om de selv har taget initiativet, vides ikke. I hvert
fald blev Schytte overfaldet af Henckels døtre, der i en retssag blev dømt til at betale bøder
[4]
Den 10. juni 1726 fremstod Johan Friderich Henckel og konkurrenten Schytte for
rådstueretten i Ribe [11]. De bad begge om, at deres tidligere tildelte bevillinger til at være
stadskirurg måtte blive læst i retten. Årsagen til dette fremgår ikke, men de må have haft et
ønske om, at deres rettigheder som stadskirurger blev officielt fastslået. Det kan skyldes, at
andre i byen har udført kirurgarbejde, men det kan også have været et led i deres indbyrdes
strid.
Selv om Johan Friderich Henckel tilsyneladende var svækket af alderdom, var han i besiddelse
af så megen kampgejst og stædighed, at han i 1726 var hovedmanden i en retssag [12,
13]. Sagens parter var på den ene side Laurits Lund, der var kapellan ved Sankt Katharine
Kirke i Ribe, og på den anden side en række (ca. 40) medlemmer af Sankt Katharine Sogns
menighed. Kapellanen havde stævnet disse medlemmer ved Ribes byting, fordi de nægtede at
betale kyndelmisseoffer til ham.
Ifølge de gældende regler skulle alle, der lod sig betjene med skriftemål og alterets sakramente,
være forpligtede til at give et pengeoffer til præsten på årets tre store kirkelige højtider
(påske, pinse og jul). Offerets størrelse var ikke fastlagt, idet enhver skulle betale efter evne
og vilkår. Offeret var et tillæg til den løn, præsten fik af byen. I Ribe var det mangeårig praksis,
at kapellanerne også fik et offer til kyndelmisse (2. februar).
Johan Friderich Henckel fungerede som talsmand for de stævnede menighedsmedlemmer.
Der var samlet underskrifter fra disse på, at Johan Friderich Henckel skulle påtage sig at føre
sagen på deres vegne. Der var endvidere samlet underskrifter på en henvendelse, hvor kongen
blev bedt om at tage stilling til, om der skulle betales kyndelmisseoffer. Flere af underskriverne
kunne hverken læse eller skrive, og derfor havde Henckel eller andre skrevet under
på deres vegne. Da en af underskriverne vidnede i retten, erkendte hun, at hun ikke kendte
de to dokumenters indhold.
I retten fremførte Henckel som argumenter imod betaling af kyndelmisseoffer, at kapellanen
fik løn af byen, at han tillige var sognepræst i Seem menighed, og at betaling af offer kun var
foreskrevet til de tre store højtider. Der var dog ikke store chancer for succes, når man dengang
forsøgte at sætte sig op imod gejstlighedens privilegier.
Dommen ved bytinget gav i overvejende grad kapellanen medhold. Retten fastslog, at der
skulle betales kyndelmisseoffer til kapellanen, fordi det havde været hidtidig praksis og derfor
var en del af hans rette løn. De indstævnede blev dømt til at betale kyndelmisseoffer for
indeværende år samt en andel af procesomkostningerne. De idømte beløb varierede, hvilket
må formodes at skyldes forskellig betalingsevne.
Vedrørende restancer fra tidligere år tilkendegav retten, at da de ikke tidligere var forsøgt
inddrevet, kunne man ikke forlange andet end, at de skyldige skulle betale efter evne. Den
del af dommen var kapellanen ikke tilfreds med, idet han ønskede fastsat præcise beløbsstørrelser
for betaling af restancerne. Han ankede derfor dommen til overretten, der var Ribes
rådstueret.
Rådstueretten endte med at udarbejde et forslag til forlig. Forliget indebar bl.a., at de indstævnede
skulle betale både indeværende og tidligere års restancer. Der var dog det forbehold,
at hvis nogen var ude af stand til at betale hele restancen, skulle byens magistrat afgøre, hvor stort et beløb, der skulle betales til kapellanen. Endvidere skulle Johan Friderich
Henckel trække sine nedsættende udtalelser om kapellanen tilbage og anerkende ham som
sin rette præst og sjælesørger.
Sagen blev ikke afsluttet med dette forlig, for rådstueretten afsagde den endelige dom den 14.
november 1726. Skyldnerne blev dømt til at betale restancerne til kapellanen og herefter
årligt betale ham kyndelmisseoffer "efter enhvers evne og vilkår", dvs. kapellanen kunne ikke
kræve et bestemt beløb af menighedens medlemmer. Skyldnerne blev endvidere dømt til at
betale processens omkostninger.
Det oplyses uden kildeangivelse, at Johan Friderich Henckel i 1730 truede med at ville forlade
Ribe, og at han virkelig synes at have taget borgerskab i Bergen som barbér, men straks
vendte tilbage til Ribe og fik sit gamle privilegium stadfæstet [4]. På det tidspunkt var sønnen,
Friderich Henckel (jf. nedenfor), kirurg i Bergen, så jeg overvejer, om der kan være sket
en forveksling af far og søn. Det lyder ikke sandsynligt, at Johan Friderich Henckel, der tilsyneladende
var lettere affældig, i en alder af 65 år ville flytte til Bergen for at starte på en frisk.
Konkurrencen fra Schytte gav tilsyneladende Johan Friderich Henckel økonomiske problemer.
Den 21. september 1730 lånte han 296 rigsdaler og 2 mark af en handelsmand, Wilhelm
Valentin, fra Flensborg. Til gengæld udstedte Johan Friderich Henckel en panteobligation
mod sikkerhed i sit hus og husets inventar. Der skulle betales 5 % i årlige renter [14].
Johan Friderich Henckel boede i et hus i Sønderportsgade i Ribe. Huset lå imellem afdøde
Anne Knudsdatters gård på den vestre side og Adolph Schertlings gård på den østre side. Til
huset hørte gårdsplads, have, ager og eng. I huset var en storstue, en dagligstue, to kamre, et
køkken og et bryggers. Møbleringen par præg af, at Henckel tidligere havde haft en god økonomi
[14].
Panteobligationen blev opsagt den 11. juni 1733, fordi renterne ikke var betalt [14]. Opsigelsen
blev forkyndt på Johan Friderich Henckels bopæl. Han var ikke hjemme, og derfor var
det hans hustru, der modtog opsigelsen. Denne oplysning er primært interessant, fordi den
dokumenterer, at hun var i live på det tidspunkt.
Da Johan Friderich Henckel ikke indfriede obligationen, blev han den 23. december 1733
stævnet til at møde ved Ribe Byting den 12. januar 1734. I hans fravær blev stævningen denne
gang forkyndt for hans logerende, hr. kommerceråd Løvenstierne [14], Navnet lyder adeligt,
og det var det da også. Johan Adolph Struve var i 1714 blevet adlet med navnet Løvenstierne
[15]. Johan Friderich Henckels hus var langt fra at være en herregård, så man kan undre sig
over, at adelsmanden havde indlogeret sig hos Henckel.
Man undrer sig mindre, hvis man et kort øjeblik forlader Henckel for at studere Johan
Adolph Løvenstiernes livshistorie [15]. Han var blevet gift med en kvinde af meklenborgsk
adelsslægt. Ægteskabet fungerede dårligt, og hun flyttede fra ham i et par perioder. Johan
Adolph Løvenstierne var under hustruens fravær flyttet til Norge, hvor han var assessor i
Overhofretten. I Norge fandt han sig en kæreste, som han flyttede sammen med. Han anlagde
nu skilsmissesag mod hustruen, men sagen blev afvist. Derfor flygtede han i 1728 til England
med kæresten. I 1733 vendte parret tilbage til Danmark og bosatte sig i Ribe.
Den meget forhenværende kommerceråd Løvenstierne var i pengenød, så i 1734 ansøgte han
om at blive prokurator i Ribe. I ansøgningen skrev han, at han var blevet gift i England. Det
skulle han dog ikke have skrevet. Året efter blev der anlagt sag imod ham for bigami og for at have forladt landet uden tilladelse [7,15]. Bigami ville sandsynligvis blive straffet med døden.
Han undgik dog at blive dømt for bigami, fordi han sandsynliggjorde i retten, at det ikke var
rigtigt, at han var blevet gift i England. I stedet blev han udvist af landet for sit løsagtige og
forargelige levned, som han havde ført med sin samleverske.
Efter dette adelige sidespring vender vi tilbage til stævningen af Henckel. Den 12. januar
1734 måtte Ribes byfoged vente forgæves på Johan Friderich Henckel, for han mødte ikke op.
Derfor blev sagen udsat to uger. Henckel udeblev dog stadig, så sagen blev udsat til 9. februar
1734 [14]-
Til dette retsmøde havde Johan Friderich Henckel indleveret et skriftligt indlæg [14]. Deri
beklagede han sig over ikke at være blevet indstævnet med lovligt varsel. Han havde ikke
været bekendt med stævningen, da han på dette tidspunkt havde opholdt sig hos sin søn i
Nykøbing på Mors. På vejen hjem var et par heste foran vognen løbet løbsk. Johan Friderich
Henckel var væltet af vognen og var kommet slemt til skade. Siden da havde han det meste af
tiden været sengeliggende hjemme i sit hus.
Johan Friderich Henckel præciserede dog i sin skrivelse, at han ikke ville forhale sagen med
undskyldninger og udflugter. Derfor tilbød han frivilligt uden foregående dom at sætte sit
hus og sine pantsatte ejendele på offentlig auktion med henblik på at tilgodese sagsøgerens
økonomiske krav. Derved kunne begge sagens parter spare unyttige sagsomkostninger.
Sagsøgerens advokat accepterede på sagsøgerens vegne Henckels tilbud og frafaldt derfor
sagen [14]. Det må formodes, at Henckels hus og udvalgte ejendele derefter er blevet solgt på
offentlig auktion. Hussalget kan dog ikke dokumenteres, idet den ældste, bevarede skøde- og
panteprotokol for Ribe Købstad starter i 1737.
I 1735, hvor der blev holdt mandtal over Ribe bys borgerskab, var der to barberer i Ribe [16].
Den ene, Johan Friderich Henckel, er anført at være gammel og fattig. Den anden, Hendrich
Schytte, er betegnet som ung og i nogen bedre tilstand. Det bestyrker formodningen om, at
Johan Friderich Henckel har haft svært ved at klare sig i konkurrencen.
Johan Friderich Henckels økonomi blev dårligere og dårligere, idet hans helbred tilsyneladende
gjorde det svært for ham at tjene til føden. Den 28. maj 1739 måtte Johan Friderich
Henckel udstede en panteobligation til Jens Rasmussen Rahr i Ribe, der havde været så rar
at låne ham penge. Det drejede sig om 60 rigsdaler, "som han mig tid efter anden i rede penge
udi min svaghed lånt og medforstrakt haver" [17].
Som sikkerhed for lånet fik Jens Rahr overdraget et gældsbevis på et tilgodehavende på 54
rigsdaler, som Johan Friderich Henckel havde i Viborg. Det var usikkert, om disse penge
kunne inddrives. Derfor måtte Johan Friderich Henckel desuden pantsætte alle sine ejendele
som yderligere sikkerhed for lånet.
Det ser ud som om, at Johan Friderich Henckel var havnet i en gældsfælde. Den slap han dog
definitivt ud af året efter, fordi han døde. Johan Friderich Henckel blev 75 år (begravet 17.
september 1740, Sankt Katharine Sogn, Ribe). Han kunne ligge i sin kiste og glæde sig over,
at han ikke skulle begraves af sin ærkemodstander, kapellanen Laurits Lund, der i mellemtiden
havde faet embede langt fra Ribe [18],
Det er et mysterium, hvad der blev af Johan Friderich Henckels hustru, Anne Cathrine
Bahuus. Seneste livstegn fra hende er fra den 11. juni 1733, hvor hun som nævnt ovenfor
måtte modtage en stævning på sin mands vegne. Hun er ikke fundet død i Ribe, så hun kan evt.
være flyttet fra byen efter mandens død.
I kapitel 19 er der fortalt mere om min tip-4-oldemor, Anne Beate Henckels spændende og
kærlighedsfulde liv. Sønnen, Frands Eberhart Henckel, er jeg nødsaget til at forbigå i tavshed,
da jeg ikke har kendskab til hans videre skæbne. Min viden om de øvrige børn, der nåede
at blive voksne, er meget varierende, men jeg vil her afsløre, hvad jeg ved.
Johannes Henckel var i en alder af 31 år fadder den 5. marts 1725, da hans bror, Andreas
Henckel (jf. nedenfor), fik døbt en søn i Nøvling Sogn (Ringkøbing Amt). Johannes Henckels
bopæl er ikke anført i kirkebogen.
Som nævnt ovenfor besøgte Johan Friderich Henckel i 1734 en unavngiven søn i Nykøbing
Mors [14]. En gennemgang af kirkebøgerne i Nykøbing (Thisted Amt) afslører, at der må
have været tale om Johannes Henckel. Den 16. maj 1727, den 25. november 1728 og den 3.
maj 1733 var Johannes Henckel fadder i Nykøbing Kirke. De to første gange kaldes han dog
for Johan.
Ved dåben i 1727 omtales han som "Johan Henchel balberer", dvs. barbér. Johannes Henckel
har sandsynligvis lært barbererhåndværket af sin far. Den 4. januar 1737 var Johannes
Henckel forlover ved en trolovelse. Jeg har ikke fundet yderligere spor af ham i Nykøbing, og
det kan forklares ved, at han er flyttet fra byen.
Vi skal frem til 1744, før der igen er nyt om Johannes Henckel. Han havde bopæl i Ringkøbing,
da han den 9. april 1744 skrev under som vitterlighedsvidne på et testamente for et
barnløst ægtepar fra Ringkøbing [19].
Johannes Henckel var gift med en kvinde, der hed Dorthe Kirstine. Vielsen er dog ikke fundet
i hverken Nykøbing Mors eller Ringkøbing. På et tidspunkt er Johannes Henckel med
hustru flyttet tilbage til fødebyen Ribe, for der boede de begge ved deres død.
Johannes Henckel var 82 år gammel, da han døde (begravet 8. marts 1776, Sankt Katharine
Sogn, Ribe). Han blev begravet på de fattiges jord. Dorthe Kirstine, der i kirkebogen betegnes
"sal. (dvs. afdøde) Johannes Henckels hustru", var 76 år, da hun døde to år senere (begravet
31, marts 1778, Sankt Katharine Sogn, Ribe). Hun var ikke blevet rig i mellemtiden, for også
hun blev begravet på de fattiges jord.
Andreas Henckel var så privilegeret, at han fik en akademisk uddannelse. Det må skyldes, at
faderen som stadskirurg har haft en status og en økonomi, der har gjort det muligt, Andreas
var så heldig, at han nåede at afslutte sin uddannelse, mens faderens økonomi endnu var
god.
Andreas Henckel fik et dimissionsbevis fra Ribe Katedralskole i 1719 [18]. Det gav adgang til
at aflægge examen artium (forløberen for vore dages studentereksamen) ved universitetet.
Indtil 1850 kunne examen artium ikke aflægges på latinskolerne, men skulle aflægges ved
universitetet [20].
Efter examen artium studerede Andreas Henckel teologi ved Københavns Universitet. Det
fremgår af universitetets matrikel [21], at han blev immatrikuleret i 1719. Hver studerende skulle have en privat-præceptor, dvs. en professor, der af den studerende valgtes som en
slags rådgiver og formynder under studietiden [22]. Det fremgår af matriklen, at Andreas
Henckels privat-præceptor var Ludvig Holberg, der to år tidligere var blevet ansat som professor
ved universitetet [23].
En teologistuderende kan også blive fristet til at forsynde sig mod kirkens moralske bud.
Andreas Henckel afslørede senere i livet store evner til at besvangre kvinder, og han
startede i en tidlig alder. Det gik ud over Giertrud Kirstine Simonsdatter Fredelund. Derfor
måtte Andreas Henckel gifte sig allerede, da han var 20 år. Hendes alder er ukendt.
Vielsen fandt sted den 27. december 1720 i Vor Frue Sogn (København). Andreas omtales i
kirkebogen som "Andres Johanssøn Henchel, Studiosus". Giertrud Kirstine angives at bo hos
sin moder, der var skoleholderske i Skidenstræde.
Ægteparret flyttede muligvis ind hos Giertrud Kirstines mor efter vielsen, for deres bopæl
ved dåben af deres førstefødte den 12. april 1721 (Trinitatis Sogn, København) var Skidenstræde.
Barnet var en søn, Johan Simon, der på diplomatisk vis blev opkaldt efter begge bedstefædre.
Det var der ikke meget held ved, for Johan Simon døde få dage gammel (begravet
17. april 1721, Trinitatis Sogn).
Det er angivet, at Andreas Henckel blev teologisk kandidat den 19. januar 1722 [18], Hvis det
er rigtigt, har studietiden været på mindre end tre år. Det passer ikke umiddelbart med, at
Andreas Henckel betegnes som studerende, da han og Giertrud Kirstine fik døbt en søn, Peter,
den 21. april 1723 (Trinitatis Sogn). Heller ikke Peter fik et langt liv, for han blev begravet
den 6. september 1723 (Trinitatis Sogn).
Andreas Henckel har ikke været blandt universitetets største genier, for han bestod sin kandidateksamen
med karakteren n. (non contemnendus, dvs. "ikke at foragte") [18]. Den omtales
også som 3. karakter og var den dårligste karakter, man kunne bestå med. Den var dog
tilstrækkelig til at sikre ham et præsteembede.
Den 16, september 1724 skiftede Andreas Henckel storbylivet ud med et fredeligt liv langt
ude på landet, fordi kongen var så venlig at beskikke ham til præst i Nøvling og Sinding sogne
(Ringkøbing Amt) [24]. Nøvling ligger ca. 10 km nordvest for Herning. Det fremgår af
kirkebogen, at der var dåb i Sinding Kirke den 9. november 1724. Det er tilføjet, at "dette
barn var det første, hr. Andreas Henckel døbte".
Familien Henckel boede i Nøvling Præstegård, hvor der var god plads til en stor familie. Præstegården
var opført af eg, fyr og tavlmur. Stuehuset var på 20 fag og ca. 180 m2 i grundareal.
Der var loft over 18 fag og tre murede skorstene og en bageovn [25]. Stuehuset indeholdt
storstue, dagligstue, bagstue, ammestue, sengekammer, to gæstekamre, studerekammer,
studenternes kammer, køkken, bryggers og spisekammer [26].
Nøvlings nye sognepræst levede absolut ikke i cølibat. I de efterfølgende år var han årsag til
en stor del af de dåbshandlinger, der fandt sted i Nøvling Kirke. Hvis man medregner de
børn, han fik, inden han flyttede til Nøvling, blev han far til i alt 23 børn [25]. Der har været
god brug for præstegårdens ammestue.
Som det fremgår nedenfor, er det kun lykkedes mig at finde dokumentation for 21 af de 23
børn. Det kan skyldes, at fødslerne mangler i Nøvlings kirkebog fra 1726 til 1731 inkl. De
kirkelige handlinger, der er omtalt i det følgende, blev foretaget i Nøvling Sogn, når ikke andet
er nævnt.
Giertrud Kirstine Fredelund blev mor til 6 af børnene [25]. Det første barn, hun fødte i
Nøvling, var Johan Friderich (født 5. marts 1725, død 15. maj 1726). Andreas Henckel
favoriserede sine egne familiemedlemmer, når han førte kirkebog, for de fik nogle fromme
ønsker med på vejen. Ved Johan Friderichs død skrev han eksempelvis: "d. 15. maj døde
vores elskelige og mindste søn Johan Friderich. Gud give ham med alle andre Guds børn en
glædelig opstandelse".
Den 15. juli 1726 døde en datter, Kirstine Henckel. Det er anført i kirkebogen, at hun "findes
ei blandt fødte". Da hendes alder ikke er anført, er det uvist, om hun er blevet født før eller
efter flytningen til Nøvling.
Giertrud Kirstine Fredelund døde i barselsseng den 26. maj 1727 efter den 25. maj at have
født en søn, Diderik. Diderik slap dog heller ikke godt fra fødslen, for han døde den 9. juni
1727. Der er nu redegjort for 5 af Giertrud Kirstines 6 børn. Det sjette barn må enten være
født et ukendt sted inden flytningen til Nøvling eller i Nøvling i den periode, hvor
dåbsindførslerne mangler i kirkebogen.
En præst har behov for en præstekone. Andreas Henckel var da også hurtig til at finde sig en
ny. Den 2. oktober 1727 blev han gift med Birgitte Sophie Povlsdatter Veirum. Hendes fødselsår
og fødested er ukendt. Det er noteret i Nøvlings kirkebog, at "sognepræstens bryllup
stod i Neuling Præstegård".
Andreas Henckel fik 8 børn med Birgitte Sophie Veirum [18, 25]. Der er ikke helt styr på
børnefødslerne i de første fire år af ægteskabet, hvor dåbsindførslerne mangler. Det er dog
lykkedes mig at finde frem til 7 af de 8 børn. To døtre, Giertrud og Elisabeth Magrethe, kendes
kun fra skiftet efter Andreas Henckels død [26]. Elisabeth Magrethe var født ca. 1730, da
hun angives at være 13 år ældre end halvsøsteren, Birgitte Lindegaard (jf. nedenfor).
Giertrud var født før ca. 1730, idet hun omtales som en ældre søster til Elisabeth Magrethe.
Fra kirkebogen kendes en søn, Povl, der døde den 3. december 1729 (fødsel ukendt). Derefter
kom der igen styr på kirkebogens fødsler, hvor følgende fire børn er fundet: Marie (født 27.
marts 1732, død 25. maj 1732), Povl (født 22. maj 1733), Johan Friderich (født 21. maj 1735,
død 9. november 1737) og Maren (født 27. oktober 1737, død 13. januar 1738).
Den sidste fødsel tog livet af præstekonen. Birgitte Sophie Veirum døde den 31. oktober 1737.
Endnu engang måtte Andreas Henckel finde sig en ny præstekone, og han mente, at en præstedatter
ville være velkvalificeret. Derfor friede han til Mette Susanne Aagaard. Hun var
datter af provst Christen Aagaard, der var præst for Husby og Sønder Nissum sogne (Ringkøbing
Amt) [25, 27].
Andreas Henckel og Mette Susanne Aagaard blev viet af hendes far i Husby Sogn den 9. oktober
1738. Han var 38 ar, og hun var 23 år (født 10. juni 1715, Husby Sogn). Med en ung
kone i præstegården kom der gang i fødslerne i de næste mange år. Det blev til følgende 9
børn:
Birgitte Sophie (født 3. september 1739), Christiane Birgitte (født 20. august 1740, død 31.
august 1740), Christen Aagaard (født 30. oktober 1741), Birgitte Lindegaard (født 15. januar
1743), Johan Friderich (født 11. marts 1744), Frands Jacob (født 24. september 1745, død 11.
maj 1746), Frands Jacob (født 8. maj 1747, død 1. marts 1748), Anna Aagaard (født 7. december
1748) og til allersidst Theodosius (født 28. december 1751).
Trods de mange børn fik Andreas Henckel også tid til at passe sit præsteembede. Beretningerne
fra biskoppens visitatser i Nøvling den 6. maj 1747, 9. september 1752 og 22. maj 1758
[28] giver indtryk af, at han klarede sin præstegerning tilfredsstillende. Biskoppen var H. A.
Brorson, der endnu i dag er kendt som salmedigter. Han skrev om Andreas Henckels overhøring
af ungdommen (katekisering), at den var henholdsvis "meget solid" og "ret skikkelig", og
om hans prædiken, at den var "grundig". Fornemmer man på Brorsons ordvalg et vist forbehold,
der antyder, at Andreas Henckel som præst var acceptabel uden at være specielt god?
Ved gennemgang af Nøvlings kirkebog kan man konstatere, at Andreas Henckels måde at
føre kirkebog på var noget sjusket og mangelfuld. Det har fået nu afdøde arkivar Nygård til i
sit seddelkartotek at tilføje en personlig kommentar om, at Andreas Henckel "førte kirkebog
meget tarveligt" [7].
På sine ældre dage kom Andreas Henckel ud for en usædvanlig og ret dramatisk arbejdsulykke.
Den skete under en gudstjeneste i Sinding Kirke den 25. november 1764. Om hændelsen
skriver han selv [29]:
"23. søndag efter Trinitatis 1764 faldt prædikestolen ned med mig, da menigheden med mig
lå på knæ under bøn om kvægsygdommens hemmelse; men Gud være evindelig tak, som
bevarede mig på liv og lemmer, så intet er hos mig til minde om dette fald, uden en liden
rystelse på lemmerne nu og da siden". Efter denne beskrivelse fristes man til at overveje, om
Andreas Henckel har levet så godt, at han har været overvægtig.
Måske har ulykken påvirket Andreas Henckels helbred, for han døde den 24. april 1766 i en
alder af 66 år. Skiftet efter hans død blev påbegyndt den 24. april 1766 og afsluttet den 20.
juli 1767 [26]. Af de 23 børn var det kun 7, der var i live ved Andreas Henckels død.
Datidens præster hørte til de velbjergede i samfundet. Det bærer skiftet efter Andreas
Henckel også præg af. Listen over boets ejendele er meget omfattende. Det fremgår eksempelvis,
at Andreas Henckel havde en stor bogsamling. Der blev efter datidens sædvane drevet
landbrug på præstegården. Boopgørelsen viser, at der var fire heste, syv køer, en tyr, fem
stude og to kvier. Endvidere var der vædder, får og lam, i alt 40 stk.
Overskuddet i boet var på 1430 rigsdaler og 10 skilling til deling mellem arvingerne. Enken,
Mette Susanne Aagaard, fik halvdelen. Sønnerne, Povl, Christen Aagaard, Johan Friderich og
Theodosius, fik hver 130 rigsdaler og 10/11 skilling. Døtrene, Elisabeth Magrethe, Birgitte
Lindegaard og Anna Aagaard, måtte nøjes med 65 rigsdaler og 5/11 skilling [26].
To af Andreas Henckels sønner fulgte i faderens fodspor, idet de begge blev præster. Christen
Aagaard Henckel blev præst i Nordby på Samsø i 1770. Her døde han den 25. januar 1778
(Nordby Sogn, Skanderborg Amt) i en alder af kun 36 år. Johan Friderich Henckel var præst
i Tranebjerg på Samsø fra 1782 og indtil sin død den 3. maj 1818 (Tranebjerg Sogn, Skanderborg
Amt). Han var meget rig og ombyggede den forfaldne præstegård [18, 30]. En tredje
søn, Povl Henckel, var godsforvalter hos greven på Brattingsborg på Samsø og boede i forvalterboligen
Ørnslund [26]. Greven var ejer af øens kirker, og derfor havde Povl Henckel ansvaret
for vedligeholdelsen af kirkerne [30].
Kvindelige præster var ikke opfundet dengang. Derfor kunne døtrene Birgitte Lindegaard
Henckel og Anna Aagaard Henckel ikke blive præster, men måtte nøjes med at blive gift med
en degn. De blev oven i købet gift med den samme degn, Hans Bagman, fra Sønder Omme
Sogn (Vejle Amt). Birgitte var den første af dem, der blev degnekone [26], men da hun døde (7. januar 1773, Sønder Omme Sogn), blev Anna gift med degnen (1. august 1773, Sønder
Omme Sogn).
Andreas Henckels enke, Mette Susanne Aagaard, havde ret til at blive boende i Nøvling Præstegård
i det såkaldte nådsensår, dvs. i op til et år efter mandens død. Det fremgår af skiftet
[26], at hun i marts 1767 flyttede fra præstegården til et boligsted i et fremmed herred.
Mette Susanne Aagaard havde bopæl i Sønder Omme Sogn, da hun døde 14 år senere (3.
oktober 1781). Derfor er det nærliggende at formode, at hun flyttede ind hos degnen i Sønder
Omme, da hun forlod Nøvling. Mette Susanne Aagaard var 66 år ved sin død. Kirkebogen
omtaler hende som "Madame Hinchel".
Friderich Henckel blev uddannet på apotek i Ribe og som kirurg hos faderen [31, 32], Derefter
rejste han til Bergen i Norge, hvor han den 31. marts 1725 fik ansættelse som kirurg i Bergenskompagniet med tjeneste i Grønland [31]. Nedenstående beretning om hans ophold i
Grønland er baseret på Ostermanns bog [32].
I begyndelsen af april 1725 afsejlede Friderich Henckel fra Bergen med skibet "Cron Printz
Christian". Skibets kaptajn havde en beskadiget hånd, som Friderich Henckel skulle tilse i sin
egenskab af skibskirurg. Den 29. maj 1725 ankom skibet til "Håbets Øe", der var den første
koloni i Grønland.
Friderich Henckel havde til opgave at tage sig af kolonisternes almindelige sundhedstilstand.
Han havde ikke ubetinget succes, for i løbet af de første måneder døde to af hans patienter. I
januar 1726 måtte han tage sig af en hel bådsbesætning, der havde lidt skibbrud i en snestorm
og efterfølgende døjede med forfrysninger. Den 28. januar blev han nødsaget til at
amputere to tæer på et af besætningsmedlemmerne, og den 19. februar måtte han fjerne
endnu en tå på den samme patient.
Friderich Henckel havde tegnet kontrakt for et år og skulle derfor have været tilbage til Bergen
i foråret 1726. Det skib, der skulle bringe forsyninger til kolonien og sejle tilbage med
Friderich Henckel, ankom med stor forsinkelse. Da skibet var blevet losset, kunne det ikke
sejle fra land igen på grund af isforholdene. Skibet måtte derfor overvintre ved kolonien, og
Friderich Henckel måtte mod sin vilje blive der et ekstra år.
Med skibet var der imidlertid kommet en afløser for Friderich Henckel, som derfor havde
udsigt til at mangle arbejde. Det protesterede han imod, og kompromiset blev, at Friderich
Henckel skulle tage sig af besætningen på skibet, og afløseren skulle tage sig af folkene på
land. Sundhedstilstanden var dog i løbet af vinteren så god, at der ikke var meget at lave for
de to kirurger. Friderich Henckel måtte derfor fordrive tiden med jagtture og besøg hos grønlænderne.
Den 2. april 1727 afsejlede det skib, som Friderich Henckel skulle rejse tilbage med, fra kolonien.
Efter fire dages sejlads blev ismasserne så uigennemtrængelige, at skibet måtte vende
tilbage til havnen. Her måtte skibet blive liggende rejseklart i over to måneder. Ikke før den
10. juni 1727 lykkedes det at komme igennem isen, og Friderich Henckel nåede tilbage til
Bergen [32]. Der er dog modstridende beretninger om, hvordan han kom til Bergen. Det er
anført andetsteds, at han for at komme hjem hurtigst muligt rejste med et nederlandsk skib
fra Grønland og kom til Bergen via Amsterdam [31, 33].
Bergenskompagniet var i mellemtiden blevet opløst pga. økonomiske problemer. Derfor havde
Friderich Henckel ved hjemkomsten problemer med at få udbetalt sin fulde tilgodehavende
løn. Han fik udbetalt 102 rigsdaler, 5 mark og 5 skilling, men det var ikke hele lønnen. I
1729 fik han yderligere 25 rigsdaler og endelig i 1732 de resterende 48 rigsdaler, 3 mark og 5
skilling [32].
Sine indtryk af Grønland har Friderich Henckel samlet i en beretning dateret 24. september
1727 [32]. Den består af tilfældige, ofte pudsige iagttagelser af natur og mennesker i Grønland
[31]. Det er Friderich Henckels bedrifter som Grønlandsfarer, der er årsag til, at han er
blevet optaget i Dansk Biografisk Leksikon.
Efter hjemkomsten fra Grønland arbejdede Friderich Henckel som barberersvend/kirurg i
Bergen [32]. Han blev gift den 11. august 1728 (Domkirken Prestegjeld, Bergen Fylke) med
Anna Catharina Didrichsdatter. Han var 26 år, og hun var ca. 27 år.
Anna Catharina Didrichsdatter var enke efter Johan Jørgen Daniel Bernhard. Han var kollega
til Friderich Henckel og havde været hans forgænger i kolonien i Grønland [31, 33]. Anna
Catharina Didrichsdatter var blevet gift med Johan Jørgen Daniel Bernhard den 12. december
1725 (Domkirken Prestegjeld, Bergen Fylke). De havde fået en søn (døbt 9. august 1726,
Nykirken Prestegjeld, Bergen Fylke), men han var død samme år (begravet 15. november
1726, Domkirken Prestegjeld, Bergen Fylke). Johan Jørgen Daniel Bernhard er sandsynligvis
død i 1727. Hans død er dog ikke fundet i Bergens kirkebøger, hvilket formentlig skyldes, at
oplysninger om begravede mangler i en kort periode.
Året efter vielsen fik Friderich og Anna Catharina en søn, der blev døbt den 21. oktober 1729
(Korskirken Prestegjeld, Bergen Fylke). Han fik navnet Johan Friderich. Det er formentlig
ham, der blev begravet den 12. september 1731 (Domkirken Prestegjeld, Bergen Fylke). Den
afdøde omtales i kirkebogen som "Johan Friderich Henckels barn, 2 ar", så der er sandsynligvis
sket en forveksling af faderens og sønnens navn.
I perioden 1730-1747 har jeg med jævne mellemrum fundet enten Friderich Henckel eller
Anna Catharina Didrichsdatter/Henckel anvendt som fadder ved barnedåb i Bergens kirker.
De fik tilsyneladende ikke selv flere børn, så Friderich Henckel kunne ikke leve op til sin storebror,
Andreas, hvad angår børnerigdom.
I 1729 blev Friderich Henckel involveret i en retssag [34], der tyder på, at han har haft økonomiske
problemer. Problemerne kan meget vel skyldes, at han som omtalt ovenfor ikke
havde fået udbetalt sin tilgodehavende løn. Friderich Henckel blev stævnet af en mand, der
krævede, at der blev gjort udlæg hos Friderich Henckel for en gæld på 28 rigsdaler, 5 mark og
7 skilling. Friderich Henckel kunne dog fremvise en kvittering, som han havde modtaget
efter, at der var blevet kautioneret for gælden. Derfor blev Friderich Henckel aldeles frikendt.
Friderich Henckels økonomi blev tilsyneladende bedre efter, at han havde fået udbetalt hele
sit tilgodehavende. Den 12. februar 1732 købte han hus i Bergen. Endvidere havde han en
part l sejlskibet "Hvide Perle". Den 6. februar 1736 solgte han sin part og lod skibet sejle sin
egen sø [32].
Den 9. marts 1730 tog Friderich Henckel borgerskab i Bergen som barberermester og kirurg.
Da hans hverdag ikke blev distraheret af børn, kunne han engagere sig fuldt ud i sit arbejde.
Han førte mange retssager mod patienter, der ikke ville betale, mod apotekere om betaling
for medicin og mod kolleger om kirurgpraksisens rækkevidde. Han blev oldermand for kirurgernes
lav og arbejdede ihærdigt for fagets rettigheder. Det lykkedes ham bl.a. at få indført,
at kirurgiske kandidater kunne blive eksamineret i Bergen, hvor de tidligere skulle rejse
til København for at blive eksamineret [32].
I 1742 ansøgte Friderich Henckel om at få stillingen som regiments- og garnisonskirurg, når
den blev ledig. Ansøgningen blev anbefalet af regimentschefen med den begrundelse, at Friderich
Henckel var en habil og erfaren kirurg. Alligevel blev han forbigået i første omgang.
Først da den nye indehaver af stillingerne flyttede fra byen, blev Friderich Henckel ved kongelig
resolution af 8. oktober 1749 udnævnt til regimentsfeltskærer ved i. bergenhusiske regiment
og tillige garnisonskirurg [32].
Året efter blev Friderich Henckel sammen med feltskæreren ved 2. bergenhusiske regiment
involveret i to retssager anlagt mod dem af stadslægen i Bergen. Sagerne handlede tilsyneladende
om faggrænserne for feltskærernes arbejde. Den 18. september 1750 fik de to feltskærere bevilget fri proces, så de slap for udgifter til retssagerne [35]. Det er ikke lykkedes at
finde ud af, hvad retssagerne endte med.
Friderich Henckel døde i 1758 (begravet 11. september 1758, Korskirken Prestegjeld, Bergen
Fylke) i en alder af 56 ar. Kirkebogen angiver, at han var regimentsfeltskærer. Enken, Anna
Catharina Didrichsdatter, var bedre stillet end de fleste af datidens enker, for hun fik den 14.
oktober 1758 bevilget 30 rigsdaler i årlig pension. Den pension fik hun fornøjelse af i niere
end 30 år. Hun blev dog ikke rig. Efter en bytingsdom i 1776 skulle der gøres udlæg hos hende
for 150 rigsdaler, men hun erklærede intet at eje ud over sit hus, der var vurderet til 500
rigsdaler [32].
Anna Catharina Didrichsdatter døde den 5. januar 1790 [32] og blev begravet den 12. januar
1790 (Domkirken Prestegjeld, Bergen Fylke). Kirkebogen har ikke helt styr på hendes fornavne,
for hun omtales som "Anna Marie, afg. feltskærer Henckels enke". Ifølge kirkebogen
blev hun 89 år.
Cathrine Elisabeth Henckels livshistorie starter med hendes død. Hun var kun 22 år, da hun
døde. Den 27. maj 1728 blev hun begravet (Ribe Domsogn). I kirkebogen omtales hun som
"stadsbarberer Johan Friderich Henckels datter". I det ene eksemplar af Domsognets kirkebog
er det anført, at hun blev begravet "uden sang og klang", dvs. i stilhed. Det antyder, at
hun ikke døde en helt normal død.
Hendes død skyldtes da også ulykkelige omstændigheder. Som så ofte før og siden var det en
tvivlsom mandsperson, der var årsagen, når en ung pige kom i ulykke. I hendes tilfælde hed
han Johannes Becker. Han havde en tid været ansat ved toldvæsenet og var berygtet for at
være involveret i skandaler. Han forførte Cathrine Elisabeth Henckel og indgav hende nogle
fosterfordrivende medikamenter, som hun døde af [36].
Efterfølgende stjal Johannes Becker nogle sølvting fra familien Henckels hjem og forsvandt.
Han blev senere arresteret i Flensborg. Her var han i mellemtiden blevet gift med en kvinde,
hvis formue han satte over styr på et halvt år, hvorpå han forlod hende [36].
Johannes Becker endte tilsyneladende sine dage i Ribe. Han formodes at være identisk med
den Johannes Christian Becker, der ifølge Ribe Domsogns kirkebog var ankommet til Ribe
den 13. juni 1733, og som var død på sin 39 års fødselsdag den 20. juni 1733. Johannes Christian
Becker blev begravet den 23. juni 1733, og derefter lavede han ikke flere skandaler. Ved
mandtallet i Ribe i 1735 er Johannes Beckers enke (uden angivelse af navn) anført at være
sy-og spindekone [16],
Omtalen af Augustinus Henckel bliver meget kort. Han var 17 år, da han den 27. august 1726
på sin faders vegne mødte op til et retsmøde på Ribe Byting [12]. Hans ærinde var at fremlægge
en attest udstedt af hans højærværdighed biskoppen til retssagen imellem faderen og
kapellanen i Sankt Katharine Sogn (jf. ovenstående omtale). Augustinus Henckel slap formentlig
levende væk fra bytinget, men hvad han derefter brugte sit liv på vides ikke.
Sophie Henckels livshistorie består af flere spørgsmål end svar. Min viden om hende stammer
fra en dåb i Bregninge Sogn (Holbæk Amt) den 9. maj 1735. På det tidspunkt var Sophie Henckel 21 år. Ved dåben fik en Monsieur Säfner døbt en datter, der fik navnet Christine
Elisabeth.
Det fremgår af kirkebogens oplysninger, at Monsieur Säfner var feltskærer fra Ribe. Han var
sammen med sin hustru, Madame Sophie Henckel, ankommet til Bregninge på en rejse fra
København til Ribe. Sophie Henckel må have været højgravid, for hun "gjorde barsel" i Bregninge.
Hun medbragte en attest fra præsten Terkel Westedt i Ribe på, at hun i januar 1734
var blevet gift med Monsieur Säfner.
Den omtalte præst må være Terkel/Torkild Jedsted, der var kapellan ved Sankt Katharine
Kirke i Ribe [7, 18]. Det er derfor nærliggende at lede efter Sophie Henckels vielse i Ribes
kirkebøger, men jeg har ledt forgæves. Hverken før eller efter mellemlandingen i Bregninge
er det lykkedes mig at finde spor af ægteparret i Ribes kirkebøger eller andre steder.
Det er ikke nærliggende, at ægteparret kom til Bregninge, for det må have været en omvej,
når man skulle fra København til Ribe. I Bregninge boede på det tidspunkt en Mette Kirstine
Bahuus, der formodes at være moster til Sophie Henckel (jf. kapitel 28). Det er derfor tænkeligt,
at Sophie er rejst omkring Bregninge for at aflægge et familiebesøg. Hvis det var tilfældet,
kan man dog undre sig over, at hverken mosteren eller hendes mand var fadder ved dåben
af Sophies barn. Det kan evt. tænkes, at mosteren ikke har været "fin" nok til at blive
brugt som fadder hos en Monsieur og en Madame.
Bregninge blev meget mod min vilje endestationen for min beretning om Sophie Henckel.
Man kan spørge sig selv, om hun nogensinde slap væk fra Bregninge. Hun har ikke født flere
børn i Bregninge, og hverken hun, manden eller datteren er fundet døde der. Derfor tror jeg
på, at de har forladt Bregninge. Hvis de er nået frem til Ribe, er de formentlig kun blevet der i
kortere tid, inden de er rejst videre ud i verden. Hvis nogen møder dem, vil jeg meget gerne
have et praj.
Litteraturliste
1. Kirkebog, St. Peterund Paul, Lindau, Niedersachsen, Tyskland
2. http://nn.wikipedia.org/wiki/Bahus
3. Ribe Rådstue, Borgerskabsprotokol, 1585-1809
4. Otto Smith: "Ribe borgere i66o-c. 1860", "Fra Ribe Amt", udgivet af Historisk Samfund
for Ribe Amt, 1928, side 105
5. Ribe Rådstue, Dokumenter til rådstueprotokollen, 1699-1849,19. august 1692
6. Ribe Rådstue, Sager vedr. borgervæbningen, 1657-1824, Borgervæbningsrulle, 1700
7. Nygårds sedler, Dansk Demografisk Database, www.ddd.dda.dk
8. Danske Kancelli, Jyske Registre, 1695-1699, sag nr. 38, 21. maj 1698, folio 298
9. Danske Kancelli, Jyske Registre, 1707-1710, sag nr. 40, 5. april 1710, side 502
10. Danske Kancelli, Jyske Registre, 1721-1725, sag nr. 171, i. september 1725, side 719
11. Ribe Rådstue, Justitsprotokol for rådstueretten, 1723-1731, folio 195b-196
12. Ribe Byfoged, Justitsprotokol, 1723-1727, folio 319-320, 335-336 og 339-341b
13. Ribe Rådstue, Justitsprotokol for rådstueretten, 1723-1731, folio 204b-216b, 248-248b
og 249b-250
Litteraturliste
1. Kirkebog, St. Peterund Paul, Lindau, Niedersachsen, Tyskland
2. http://nn.wikipedia.org/wiki/Bahus
3. Ribe Rådstue, Borgerskabsprotokol, 1585-1809
4. Otto Smith: "Ribe borgere i66o-c. 1860", "Fra Ribe Amt", udgivet af Historisk Samfund
for Ribe Amt, 1928, side 105
5. Ribe Rådstue, Dokumenter til rådstueprotokollen, 1699-1849,19. august 1692
6. Ribe Rådstue, Sager vedr. borgervæbningen, 1657-1824, Borgervæbningsrulle, 1700
7. Nygårds sedler, Dansk Demografisk Database, www.ddd.dda.dk
8. Danske Kancelli, Jyske Registre, 1695-1699, sag nr. 38, 21. maj 1698, folio 298
9. Danske Kancelli, Jyske Registre, 1707-1710, sag nr. 40, 5. april 1710, side 502
10. Danske Kancelli, Jyske Registre, 1721-1725, sag nr. 171, i. september 1725, side 719
11. Ribe Rådstue, Justitsprotokol for rådstueretten, 1723-1731, folio 195b-196
12. Ribe Byfoged, Justitsprotokol, 1723-1727, folio 319-320, 335-336 og 339-341b
13. Ribe Rådstue, Justitsprotokol for rådstueretten, 1723-1731, folio 204b-216b, 248-248b
og 249b-250


Billede

Johan blev gift med *305* Anna Catharina Bahuus, datter af *610* Andreas Rasmussen Bahuus og *611* Mette Hansdatter, den 24 Nov. 1692 i Ribe Domsogn, Ribe Herred, Ribe Amt. (*305* Anna Catharina Bahuus blev født den 29 Jul. 1674 i Ribe Domsogn, Ribe Herred, Ribe Amt og døde efter 11 Jun. 1733.)




Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 5 Mar. 2020 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af claus-ane@outlook.dk