Andreas Bahuus
- Født: 24. Jan. 1677, Ribe Domsogn, Ribe Herred, Ribe Amt
- Ægteskab (1): Dorthe Margrethe Jesdatter den 19. Nov. 1700 i Ribe Sankt Katharine Kirke, Ribe Herred, Ribe Amt
- Død: 2. Mar. 1761, Voldum Sogn, Galten Herred, Randers Amt i en alder af 84 år
Notater:
Andreas Andreasen Bahuus aflagde sin borgerlige ed og fik dermed borgerskab i Ribe den 13. maj 1700. Det kostede ham i rigsdaler [i]. Den 10. juni samme år er han registreret som medlem af Ribes borgervæbning sammen med svogrene Niels Lauridsen (jf. ovenfor) og Johan Friderich Henckel (jf. kapitel 23) [4]. Dermed var Ribes forsvar i gode hænder. I en alder af 23 år var han nu klar til at gifte sig. To forlovere, hvoraf den ene var hans svoger, Johan Friderich Henckel (min tip-5-oldefar), skrev den 14. november 1700 (Sankt Katharine Sogn, Ribe) under på, at Andreas Bahuus ikke var bundet af ægteskabsløfte til anden side. Den 19. november blev han efter kongelig tilladelse gift hjemme i huset med Dorthe Magrete Jesdatter. Hendes alder og baggrund er ukendt. Deres første barn (døbt 24. juli 1701, Ribe Domsogn) er formentlig blevet opkaldt efter sin morfar, for han fik navnet Jes Christian. Han døde dog den 13. april 1705 (Ribe Domsogn). Farfar blev også tilgodeset, da næste søn den 11. februar 1703 (Ribe Domsogn) blev døbt Andreas. Derefter fulgte Dorthe Bahuus (døbt 12. juli 1705, Ribe Domsogn) og Jes Christian Bahuus (døbt 5. december 1706, begravet 24. marts 1707, Sankt Katharine Sogn, Ribe). Ved dåben i 1703 og 1705 omtales faderen som Andreas Bahuus Bagger, dvs. han var bager af profession, hvilket bekræftes ved flere senere lejligheder. Moderens navn er ikke anført i kirkebogen, men der er næppe grund til at betvivle, at Dorthe Magrete Jesdatter var moderen. Som det fremgår af ovenstående, flyttede Andreas Bahuuses søster, Karen, fra Ribe og forsvandt sporløst. Andreas flyttede også fra Ribe, men det er lykkedes at spore ham på hans videre færd. Den 18. januar 1708 (Sortebrødre Sogn, Viborg) blev "Andreas Bahuus Bagger hans barn døbt af Magister Christen Erichsen" og fik navnet Dorthe Marie. Dorthe Marie døde dog, inden hun blev et år. Den 3. januar 1709 (Sortebrødre Sogn, Viborg) blev hun "jordet af Magister Christen Erichsen" med klokkeringning og jords påkastelse. Magister Erichsen kom ikke til at betjene Bahuus-familien yderligere. Jeg har ledt forgæves i Viborgs kirkebøger efter flere børn af Andreas Bahuus i de efterfølgende fem år. Familiens ophold i Viborg har tilsyneladende været kortvarigt. Som det vil fremgå af det følgende, har Andreas Bahuus gjort en ihærdig indsats for at forvirre eftertidens slægtsforskere. Næste livstegn fra ham er fra København. Den 21. maj 1715 fik Andreas Bahuus fra Livgarden i Larslejsstræde døbt en datter (Vor Frue Sogn, København), der fik navnet Dorthe. Det lyder umiddelbart usandsynligt, at han skulle have opgivet bagererhvervet for at blive garder i København. Når jeg alligevel tror på, at det er samme person, skyldes det dels hans ualmindelige navn, dels at garderens hustru omtales som Dorthe Margrete Jensdatter. Noget tyder på, at Andreas Bahuus ret hurtigt opgav soldaterkarrieren og vendte tilbage til Ribe. Andreas Bahuus har ikke fået døbt flere børn i Vor Frue Sogn i de nærmest følgende år, men evt. børn kan være døbt i andre københavnske kirker. I 1720 fik Andreas Bahuus den 5. januar i Sankt Katharine Sogn i Ribe døbt en søn, der fik navnet Andreas. Andreas Bahuus havde nu to sønner, der også hed Andreas Bahuus, så der er grundlag for en navneforvirring. Da moderens navn fortsat ikke nævnes, er det uvist, om Dorthe Magrete Jesdatter stadig var hans hustru, eller om hun havde mistet pusten undervejs. Andreas Bahuus var så rastløs, at han havde behov for at flytte med jævne mellemrum. Den 26. oktober 1739 søgte han om borgerskab som bager i Århus [10]. Det er anført i borgerskabsprotokollen, at han var født i Ribe og var 60 år gammel (den korrekte alder var dog 62 år). Han fremviste en attest fra Præsident Worm i Ribe, hvoraf det fremgik, at han der havde været medlem af bagerlavet. Attesten var dateret den 5. oktober 1739, hvilket tyder på, at Andreas Bahuus indtil da havde været bager i Ribe. Han er dog ikke anført i mandtallet over Ribe bys borgerskab i 1735 [5]. Andreas Bahuus fik bevilget sit borgerskab i Århus uden at skulle lave mesterstykke. Et mesterstykke var det arbejde, som en håndværkersvend skulle udføre for at vise sin duelighed til at blive håndværksmester. Han aflagde sin borgerlige ed med forpligtelse til ikke at flytte fra byen i de næste 12 år. Så længe havde Andreas Bahuus dog ikke lyst til at blive på samme sted. Det er tilføjet i protokollen, at "denne mand har opsagt sit borgerskab den 6. februar 1741". Det må formentlig betyde, at han er flyttet andetsteds hen. Et skifte i 1807 [11] efter degnen Laurids Grøn, der var enkemand efter Dorthe Margrethe Bahuus, giver et fingerpeg om Andreas Bahuuses næste station på rundrejsen i Danmark. Det fremgår af skiftet, at Dorthe Margrethe Bahuus var datter af en Andreas Bahuus i Voldum, og at hendes farfar var Andreas Bahuus, der var bager i Voldum. Sidstnævnte angives at være død for over 50 år siden, dvs. før 1757. For i det følgende at skelne mellem de to Andreas Bahuus'er fra Voldum vil jeg omtale bageren som "den ældre" og hans søn som "den yngre". Navnet på Andreas Bahuus den yngres første hustru fremgår ikke af skiftet, men det fremgår, at han var gift anden gang med Anne Madsdatter og tredje gang med Karen Christensdatter. Kirkebogen afslører, at han blev gift med Anne Madsdatter i 1735 (Voldum Sogn, Randers Amt). Efter Anne Madsdatters død i 1751 blev han samme år gift med Karen Christensdatter (Voldum Sogn). Andreas Bahuus den yngre må være den af sønnerne, der var født i 1703, idet sønnen født i 1720 næppe har været så fremmelig, at han blev gift anden gang i 1735. Anne Madsdatter omtales ved sin død som "Anders Baggers hustru", så enten har Andreas Bahuus den yngre været bager, eller også har han overtaget sin fars tilnavn. Den 4. april 1753 fik en Andreas Bahuus borgerskab som bager i Randers [12]. Hans alder er ikke anført. Andreas Bahuus den ældre var på det tidspunkt 76 år, så der har formentlig været tale om Andreas Bahuus den yngre. Den 20. august 1756 fik en bagersvend ved navn Andreas Bahuus døbt en datter i Århus (Vor Frue Sogn). Moderens navn er ikke anført. Bagersvenden kan være Andreas Bahuus den yngre, men i så fald er han efterfølgende vendt tilbage til Voldum, hvor han fik døbt en datter i 1758. Det kan dog ikke udelukkes, at det er Andreas Bahuus den endnu yngre, dvs. sønnen født i 1720, der har forsøgt sig som bager i Randers og/eller Århus. Den 1. maj 1753 blev en "Andres Andresen Bahuus" trolovet i Voldum Sogn med Sidsel Larsdatter, og de blev gift den 18. juni 1753. Hvilken Andreas Bahuus var der tale om? Andreas Bahuus den yngre kan udelukkes, idet han på det tidspunkt var gift med Karen Christensdatter. Andreas Bahuus den ældre var 76 år, og det er ikke oplagt, at han i den alder ville gå på frierfødder. Det er da heller ikke anført i kirkebogen, at brudgommen var enkemand. Det er derfor muligt, at der er tale om Andreas Bahuus den endnu yngre. Til gengæld er der ingen tvivl om, at den Andres Andresen Bahuus af Voldum, der blev begravet den 2. marts 1761, var Andreas Bahuus den ældre. Kirkebogen anfører, at afdøde var 84 år gammel, og det passer perfekt på ham.
Andreas blev gift med Dorthe Margrethe Jesdatter den 19. Nov. 1700 i Ribe Sankt Katharine Kirke, Ribe Herred, Ribe Amt.
|