Karen Bahuus
- Født: 4. Okt. 1663, Ribe Domsogn, Ribe Herred, Ribe Amt
Notater:
Karen Bahuus var 42 år, da hun blev gift. Det vides ikke, hvad hun har foretaget sig inden da bortset fra, at det af forloverattesten fremgår, at hun ikke havde opholdt sig i Ribe hele tiden. Senest i 1705 var Karen Bahuus vendt tilbage til Ribe. Den 3. april 1705 (Ribe Domsogn) var hun fadder, da søsteren, Giertrud Bahuus, fik døbt en datter. Året efter (25. maj 1706, Sankt Katharine Sogn, Ribe) var hun fadder hos søsteren, Anne Cathrine Bahuus. Den 25. juni 1706 (Ribe Domsogn) blev Karen Bahuus trolovet med Wilhelm Christian Wilbrandt, der var sergent under kaptajn Fuchses grenaderkompagni. Grenaderer var særligt udvalgte soldater, der udgjorde en eliteafdeling inden for infanteriet [3]. Da de kommende ægtefolk ikke fra de steder, hvor de forhen havde opholdt sig, havde medbragt bevis på, at de var fri for andre ægteskabsløfter, måtte to forlovere stå inde for dem. Stadskirurg Johan Friderich Henckel (min tip-5-oldefar, jf. kapitel 23) var forlover på Wilhelm Christian Wilbrandts vegne og Karens bror, Andreas Bahuus, på hendes vegne. Forloverne skrev under på, at der aldeles intet var, som på nogen måde kunne hindre deres ægteskab, og at de i så henseende ville holde sognepræsten ansvarsfri og skadesløs. Derefter risikerede sognepræsten intet ved at vie dem. Vielsen foregik den 26. august 1706 i Ribe Domkirke. Bahuus-familien er formentlig mødt talstærkt op og har glædet sig over, at Karen omsider blev gift. Med dette romantiske højdepunkt må jeg nødtvungent slutte beretningen om Karen Bahuus. Ægteparret har ikke efterfølgende faet børn i Ribe, hvilket kan skyldes hendes alder. Der er heller ikke fundet andre spor af dem i Ribes kirkebøger. Det kan tyde på, at Karen Bahuus og Wilhelm Christian Wilbrandt kort tid efter vielsen er flyttet fra Ribe til et sted, hvor der var mere brug for elitesoldater.
|