Lisbeth Toft Boesen

  Notater:

Sjællandske Nyheder 29.3.2021
Historien om jordbæreventyret på Rokkedyssegaard rækker tre generationer tilbage i tiden. Lisbeth Toft Christensens familie har nemlig en lang forhistorie på egnen. Farfar Martin Boesen og farmor Helga Toft købte i 1930 Dalgården i Værløse. Det var ham, som plantede æbletræer i området. Lisbeths far Bo Toft Boesen overtog Dalgården i 1957. Tre år senere udvidede han med Rokkedyssegaard. Her byggede han stald til 50 mælkekøer, som græssede på det frodige område ned mod Bundsåen.
Lisbeth var det tredje af familiens fem børn.
\endash Frugttræerne var omdrejningspunktet, men der var også meget helt almindeligt markarbejde. Jeg lærte at køre traktor som 9-årig, siger Lisbeth med et nostalgisk blik i øjnene.
I 1972 nedbrændte Dalgården. Familien flyttede ind i parcelhuskvarteret Annexgårdsparken. Det udløste et akavet møde mellem landbrugsfamilien og det mondæne parcelhuskvarter. Tre år senere flyttede familien til Løvfaldsvej i udkanten af Stavnsholt.
Lisbeth tog sin studentereksamen på Marie Kruses Gymnasium, hvorefter hun tog til København for at studere på Landbohøjskolen.
Det var her, hun stødte på Torben Bo Christensen fra den midtsjællandske flække Tybjerg. De flyttede sammen i en lejlighed og tog ud at rejse, da Torben var færdig med sit studie til agronom.
De blev gift i oktober 1989. Nu var de klar til at stifte familie.
\endash Vi ville gerne bo på landet, men ikke for langt væk fra byen. Så var det, at Lisbeths mor spurgte om, vi ville bo på Rokkedyssegaard. Det passede rigtig godt med vores tanker, fortæller Torben Bo.
Kvægdriften på Rokkedyssegaard var indstillet nogle år forinden. Der var plads til noget nyt.
\endash Torben havde fået arbejde i Landbrugsrådet på Axelborg, men vi ville ikke have to job i byen. Jeg ville lave noget med frugt, men det er koldere i Kirke Værløse end på Dalgården, derfor var det ikke så oplagt med æbler, siger Lisbeth.
Rokkedyssegaards skæbne blev afgjort af en bryllupsgave.
\endash Min far gav os 20.000 jordbærplanter i bryllupsgave. Det passede fint med, at vi gerne ville dyrke jordbær. Vi kunne se et eller andet i det, forklarer Lisbeth.
Jordbærplanterne fyldte en halv hektar. Det første år gav de blot 500 kilo. De blev solgt fra en stand ved gården. Primært til personale fra Flyvestation Værløse, når de var på vej hjem fra arbejde. Det var hårdt slid med et lavt udbytte de første par år.
\endash Jeg blev opmærksom på, at min uddannelse var en akademisk og ikke en praktisk uddannelse. Jeg betalte mine lærepenge de første år. Planterne skulle jo holdes rene. Jeg havde undervurderet ukrudtet, men også rigtig mange andre ting, erindrer Lisbeth.
Unge mennesker på ladet
Rokkedyssegaard udvidede stille og roligt produktionen, indtil man nåede op på 20 tons jordbær årligt.
Familien blevet også større. Christian kom til i 1990. Året efter kom Tobias til verden. Og til sidst Sofie i 1994.
Det skete indimellem, at børnene blev lagt til at sove i familiens bil. Så gik Torben og Lisbeth i gang med arbejdet i marken. Når børnene vågnede, spiste familien morgenmad i marken, inden børnene hjalp til et stykke tid.
Det var også i de år, at Lisbeth fik kælenavnet >Jordbærdronningen< af de mange unge mennesker, som fik en sommerferietjans som plukkere.
\endash Det var hårdt, fysisk arbejde. Ungarbejderne mødte ind om morgenen, kom op på ladet af traktoren og blev kørt ud i marken. De første år havde vi 25 ungarbejdere. Til sidst var vi oppe på 80. I starten fik de udbetalt pengene kontant. Det var med smil over hele femøren, når de stod med så mange penge i hånden, smiler Lisbeth.
I 2006 gav det ikke længere mening med lokale plukkere. Rokkedyssegaard henter i stedet arbejdskraft fra Østeuropa. Det er de samme familier hvert år. De bor i lejligheder i den ene længe fra februar til oktober.
\endash Vi valgte meget bevidst dette liv. Det er et hårdt liv. Især var de første ti år hårde, fordi jeg ikke havde nogen kollegaer. Det hjalp, at jeg er udadvendt og stædig nok til at holde den kørende. Når det var træls, tog jeg over til far og fik en snak. Min far var hele vejen en del af det. Lige indtil sin død for to år siden sad han tit i jordbærbutikken og nød det hele, fortæller Lisbeth.
Bruxelles eller Kr.Værløse
Lisbeth og Torben startede med at forpagte gården i fem år med mulighed for at købe den ved forpagtningens udløb. Men allerede efter et år stod de ved en korsvej. Torben fik tilbudt et job i Bruxelles.
\endash Vi var ved at slå rod som familie, og der var en verden til forskel på Bruxelles og Rokkedyssegaard. Lisbeth tog beslutningen om at blive i Kirke Værløse. Det var jeg rigtig godt tilfreds med, forklarer Torben Bo.
For der var noget dragende over livet på gården, og det gik fremad. Rokkedyssegaard var på sin vis blevet hofleverandør. Dronningen fløj nemlig tit fra Flyvestation Værløse, og hver gang hentede hoffet jordbær til turen.
Produktionen udviklede sig efterhånden. I 1996 kom de første tunneller af plastik. Rokkedyssegaard gik forrest i den udvikling. I mange år kom sæsonens første jordbær fra Kirke Værløse.
\endash Vi var de første med jordbær i mange år. Hvert år kørte vi jordbærrene ind til Restaurant Grøften i Tivoli. Det gav en masse god omtale, husker Lisbeth.
Den gode omtale fik selskab af gode kontakter indenfor branchen. Lisbeth blev nemlig ansat som agent for firmaet Haygrove i Danmark. Det gav gode kontakter og en masse viden om produktion.
\endash Det gav adgang til et netværk med en stor viden om dyrkning. Det gav et stort ryk, forklarer Lisbeth.
De nye forbindelser betød, at Rokkedyssegaard startede op med hindbærproduktion i 2008. Det har udviklet sig til en årlig produktion på 50 tons jordbær og 50 tons hindbær og tre en halv hektar med tunneller.
Torben kom med ombord
I 2011 nåede omsætningen et niveau, der gjorde det muligt for Torben Bo at sige sit job på Axelborg op.
\endash Jeg havde arbejdet med forretningsudvikling og innovation i mange år og ville selv gøre det, som jeg stod og talte om. Vi havde en stor rest af bær i 2. sortering. Det ville vi gøre noget mere ved. Vi lavede derfor et marmeladeri i den ene længe. Det gav flere produkter og skabte grundlaget for at starte jordbærcafeén. Det var i den periode, vi begyndte at fokusere på, at det skulle være en oplevelse at komme til Rokkedyssegaard. fortæller Torben Bo, som siden har fremstillet marmelade, hindbærshots, is, hindbærmuffins og meget, meget mere. Han har endda vundet flere priser for produkterne.
Lisbeth var med på idéen, men frygtede det også en smule.
\endash Vi havde jo altid haft den stabile indtægt fra Torben. Jeg skulle lige vænne mig til, at den ikke gik ind på kontoen hver måned, siger Lisbeth, som også skulle vænne sig til noget andet.
\endash Da jeg startede produktionen af jordbær, ville jeg for alt i verden ikke have fremmede mennesker i marken. Nu inviterer vi dem selv ind. Folk vil have hele oplevelsen og er glade for at plukke bær, forklarer hun.
Det er den vej, Rokkedyssegaard skal frem, derfor stopper salget i supermarkeder til fordel for endnu mere gårdsalg og gode oplevelser for kunderne. Men grundlaget er det samme, som det altid har været.
\endash Det, der i virkeligheden driver os, det er smagsoplevelsen. Gnisten ligger i at forfine råvarer. Det er glæden ved det, forklarer Torben Bo.
Fremtiden skal nydes
Børnene er flyttet fra reden. Ægteparret Toft Christensen er nået ind i de seks årtiers klub, men har styr på fremtiden. Forretningen blev i 2013 udvidet med Gundekildegaard i Vejby Strand. Det giver mulighed for at sælge friske jordbær ude i sommerlandet, men også mulighed for at nyde tilværelsen noget mere.
\endash Vi har knoklet i mange år. Det skal vi fortsat gøre, men der skal også være bedre tid til at nyde det. En dag om ugen hygger vi på gården ved Vejby Strand. Og vi planlægger flere oplevelser, som også skal være en nydelse for os, forklarer Lisbeth, som ikke har planer om at lægge op.
\endash Vi arbejder med et tiårssigte. Vi bliver ved i ti år. Til den tid må vi se på det, lyder det fra Lisbeth og Torben Bo.
Ægteparrets børn har altid givet en hånd med, men der er intet pres for at overtage forretningen.
\endash Det her er vores leg. Ingen af vores børn skal have det pres, at de skal tage over. Det er os, der har det sjovt med det. Det bliver vi med i mange år. Hvis vi så kan gøre det på en måde, hvor vi bliver lidt mindre pressede i sommerperioden, så er det fint. Vi skal nyde det lidt mere, siger Torben Bo Toft Christensen.

Lisbeth blev gift med Torben Bo Christensen i 1989.