Jens Jørgensen

  Notater:

Matr. 8b, Viby
1688-matrikel og 1700-jordebog: Jørgen Rasmussen
Jens Jørgensen
1708 skovfoged Viby Sogns Hist. II s. 117
1711 slået ihjel af en dragon (sagen refereret i Vibybogen 2008)
Børn (tingbog 1725):
Anne Jensdatter
Karen Jensdatter
Jørgen Jensen
Ca. 1711, 1719.05.07 (bekræftelsesdato) Peder Sørensen
Jens Jørgensens fradøde gård
Gift forgængers enke (tingbog 1725)

(Havreballegård/Marselisborg Birkedommer Tingbog 1708-13 opslag 236 (13. januar 1711))
Sr Peder Sørensen forpagter på Marselisborg på hans excellence Gyldenløves forvalter over Marselisborg sr Albret Christensen Aalum hans vegne fremkom og tilkendegav, at det ulykkelige vanheld var sket, og drab beganget på en hans høje excellences bonde og tjener af Viby ved navn Jens Jørgensen, som næstafvigte 6 januar imellem Århus og Viby på vejen død er befundet, og som drabsmanden skal eftersættes og efter loven eftermålsmanden forfølge eller, i fald om det af dem efterlades, ikke af(mlg) på hvis grund drabet sket er, så stod nu for retten bemeldte afdøde Jens Jørgensens hustru Maren Michelsdatter? som rette eftermålsmand og sig erklærede, at det ikke var hendes evne eller vilje sagen at udføre, men ydmygst begærede, at forvalteren på sit høje herskabs vegne sig den ville antage og efter loven udføre. Da eftersom loven pag. 122 befaler, at når drab er sket, og der tvivles om manddræberne, da skal sandemænd derefter på første tingdag efter gerningen sket er opkræves, til hvilken ende bemeldte Peder Sørensen her af retten begærede, at ham otte lovfaste dannemænd her udi birket måtte opkræves og udnævnes til sandemænd, som måtte anbefales med al flid at eftersøge og oplede banemanden, og samme deres forretning endelig her for retten efter loven at forklare, og som vidner udi sagen såvidt til oplysning kan haves, bliver indstævnet her til retten til i dag 8 dage at forhøre, så ville og retten tilholde sandemændene, at de på den tid er nærværende for at fornemme, om de af samme vidner og en oplysning kan have, og, om muligt er, deres tov og forretning af athjemle og bekræfte, hvorefter af retten blev opkrævet efterskrevne sandemænd, navnlig Anders Sørensen i Lisbjerg, Peder Thomasen i Spørring, Peder Rasmussen i Tilst, Michel Jensen i True, Jens Pedersen Loft i Ingerslev, Anders Rasmussen ibd, Eske Jensen og Hans Simonsen af Viby, som hermed anbefales, at de straks efter denne opkrævelses forkyndelse under deres faldsmål efter loven, straks og alvorligt erkyndiger dem om hvem, fornævnte Jens Jørgensens banemand har været, og her for retten i dag 8 dage møder for at anhøre, hvis vidner udi sagen ført vorder, og så deres forretningen efter loven, om muligt er, til den tid at indgive og endelig bekræfte.
På deres høje excellence Gyldenløve hans forvalter sr Albret Aalums vegne fremkom for retten sr Peder Sørensen forpagter på Marselisborg og fremstillede 2 kaldsmænd, navnlig Rasmus Rasmussen og Niels Sørensen begge boende i Viby, som vant og kundgjorde, at de i dag 8 dage hid til tinget til i dag havde i rette stævnet Michel Clausen kyrassér eller dragon under brigader Fusman? med en skriftlig stævning her af retten udstedt de dato 13 januar sidstafvigte imod syns og vidnesførelse angående et drab, som imellem d 5 og 6 januar skal være forøvet på en hans høje excellences bonde og tjener af Viby ved navn Jens Jørgensen. I lige måde havde og hidstævnet Peder Simonsen i Viby med flere syns- og vidnesbyrd udi sagen efter stævningens videre indhold og formelding, som for retten blev læst og påskrevet, hvorefter (mlg) kaldsmænd aflagde deres ed med oprakte fingre efter loven, så sandt hjælpe dem gud og hans hellige ord, hvilken stævning herefter skal vorde indført. Sr Anders Jørgensen Bro prokurator af Århus fuldmægtig for bemeldte Michel Clausen kyrassér hans vegne fremkom her for retten og svarede, at om endskønt Michel Clausen ikke frygter sig for sagen eller vidnesbyrds førelse, så alligevel ville Bro formene, stævnemålet ikke så lovligt at være givet, som ske burde, i henseende Michel Clausen er stævnet til denne ret under et fremmed birk med 8 dages kald og varsel, som er stridende imod loven, men burde have haft fjorten dages varsel ifølge af loven, og ville Bro hos dommeren fornemme, om han tør understå sig at tilstede nogen vidnesbyrds førelse imod Michel Clausen førend lovligt kald og varsel sker. Peder Sørensen derpå replicerede, at dommeren skal af sagen erfare, at den sig her til retten har begivet, eftersom drabet i birket er begået, og dér efter loven bør forfølges, og som Michel Clausen var arrest undergiven i birket, og der ikke fandtes på Marselisborg den lejlighed, at han der kunne være udi sikkerlig forvaring, blev han af dets årsag under vagt af hans høje excellences bønder udi hans høje excellences gård i Århus, altså formener han efter loven, at der ikke udkrævedes mere end 8 dages varsel udi slig en sag, som var og for tiden for ham selv at vidne, og derfor formodede kald og varsel at være lovligt, og vidnerne at stedes til forhør. Anders Bro hertil kortelig svarede, at omendskønt desværre at drabet skal være sket på Marselisborg mark, så kan det ikke forbyde Michel Clausen eller nogen, at imodtage vidnesbyrd eller nogen sigtelse, uden 14 dages kald og varsels givelse ifølge loven, helst fordi han har været arresteret udi Århus, og der er stævnet med otte dages kald og varsel hid til tinget, og i det øvrige refererede sig lovbogen?. Peder Sørensen endnu som tilforn refererede sig til sit forrige og formodede dommeren (mlg) lovens pag. 20, som udtrykkeligen forbyder? Michel Clausen til denne sag at ting, og som det da af loven eragtes at være hans værneting, så udfordres ej videre dertil end 8 dages varsel, hvilket han stillede til dommerens forsvarlige kendelse. Anders Bro hertil kortelig svarede, at dersom Michel Clausen skulle være manddræber, som ikke vil formodes, så burde han at have været arresteret i birket og ikke uden birket, såfremt 8 dages kald og varsel skulle gælde imod Michel Clausen, videre agtede han ufornødent at svare. Dommeren resolverede, at i anledning af loven pag. 20 eragtes for lovligt, at vidnerne stedes til forhør, helst som det er en drabssag, og Michel Clausen derfor sigtes og udi arrest over hans høje excellences bønder og i hans egen gård har været i forvaring, hvorfor sagen efter dette givne stævnemål bør at have fremgang, i hvornæst fuldmægtig Peder Sørensen af retten begærede, at den befaling til 8 sandemænd, i dag 8 dage her af retten blev udstedt, måtte vorde oplæst, og sandemændene fremkaldt de forehavende vidner at anhøre, om de deraf nogen oplysning til deres forretnings fuldbyrdelse kan have, hvilken befaling her for retten blev læst og påskrevet, og udi hvis passerer skal vorde indført. Så var nu mødt her for retten de udnævnte 8 sandemænd, nemlig Anders Sørensen i Lisbjerg, Peder Thomasen i Spørring, Peder Rasmussen i Tilst, Michel Jensen i True, Jens Pedersen Loft og Anders Rasmussen i Ingerslev, Eske Jensen og Hans Simonsen i Viby, alt ifølge af befalingens tilhold, som de tilstod her for retten dem lovligt at være forkyndt. Dernæst producerede fuldmægtig Peder Sørensen en synsattest og vidne under hr regimentsfeltskærer Anton Georg Hardings hånd dateret Århus 6 januar 1711, som forklarer hvorledes, den afdøde Jens Jørgensen (mlg)mål er befunden, hvilken attest for retten blev læst, påskrevet og udi tingsvidnet skal vorde indført. Dernæst fremstod synsmænd, navnlig Peder Simonsen, Jens Rasmussen Amdi, Niels Mortensen og gl Søren Michelsen alle boende i Viby, som vant ved ed med oprakte fingre efter loven, at de næstafvigte 6 januar tillige med fornævnte regimentsfeltskæreren synede og besigtigede afdøde Jens Jørgensen, som befandtes således 1. at han havde et hug i hans pande, som en halv finger lang, hvilket gik et halvt strå bred ind i benet. 2. havde han et fladt hug oven på hovedet, så man kunne se det bare hovedben, som en daler stort, og lidet fra det samme sår hængte det afhugne kød med lidt? ben ved. 3. befandtes to hug, som var gangen fra det højre øre og lige ned i nakken, som var efter figur lige som da det ene hug gik lige ned i halsen, så at det var ganske skilt fra benet, men det andet hug gik ret ind i hovedet ganske igennem benet, og havde regimentsfeltskæreren jernet derinde, som han udi sit videre vidne har forklaret, og syntes de det kunne være gjort enten med en sabel eller pallask. 5. forklarede vidnerne, at han udi den højre arm, ret i armbuen, var huggen så dybt ind, at den øverste del var ganske uden kødet, sener og kød. End ydermere forklarede vidnerne, at Jens Jørgensen havde et langt hug på hans højre skulderblad, som var gået igennem alle klæderne, dog ingen skade gjort på kroppen, havde og derforuden på kjolen nogle små huller to eller tre steder. Endnu vant og kundgjorde vidnerne, at de visiterede hans kjoletaske og lommer og fandt ikkun alene på ham en skilling i en pung, og fandtes vognen hos ham stående på adelvejen imellem Århus og Viby imellem Marselisborg mark på et sted kaldes Smedesig, og var hestene da borte fra vognen (mlg) den afdøde Jens Jørgensen ved den østre side af vognen. Endnu blev af bemeldte fuldmægtig Peder Sørensen produceret en attest under fornævnte hr regimentsfeltskærer og mester Samuel Baufrin kirurg deres (mlg) Århus d 7 januar sidstafvigte, af indhold hvorledes den anholdende Michel Clausens kårde eller pallask ved eftersyn er befunden, hvilken attest for retten blev læst og påskrevet og herefter udi tingsvidnet skal vorde indført. Og nu fremstod her for retten efterskrevne vidnespersoner, for hvem eden af lovbogen blev oplæst med formaning til enhver deres sandhed at vidne, alt hvad de kan have hørt og set denne sag anrørende, og derpå først vant Michel Nielsen, borger af Århus, at næstafvigte 7 januar var han udi byfogedens hus i bemeldte Århus tillige med flere, hvor og var Michel Clausen kyrassér, som blev befalet at udtrække sin kårde eller pallask, som og skete, hvilken kårde eller pallask på begge sider fandtes besmittet af blod, og så han, at feltskæreren blødte sin finger og strøg på kården, hvor blodet var, kunne den deraf gøre ganske ren, men hvor rustet fandtes ville det ikke således lade sig gøre, og blev balgen af kården opskåren, men om der var nogen besmittelse af blod, hunne han ej andelrledes omvinde, end som af regimentsfeltskærerens beretning, som forklarede, at der befandtes inden på tvende små pletter, som syntes imod rust at være blod. Ydermere vant vidnet, at byfogeden sagde til Michel Clausen, hvor er det blod kommet på eders kårde eller pallask, hvortil Michel Clausen svarede, at det var ikke blod, det var rust. Så sagde byfogeden, hvad vil I sige, her står mænd, som kan klarligt se, det er blod. Anders Bro tilspurgte vidnet, om han kunne kende, det var blod eller rust, som sad på kårdeskeden, og om han forstod sig derpå. Vidnet svarede, at han selv kendelig så tvende små pletter inden i balgen, da den var opskåren, som nok syntes at kunne være blod, og høret vidnet, at regimentsfeltskærer Harding og mester Samuel Baufrin sagde, det var blod, men om det var blod eller ej, som fandtes i balgen, vidste han ikke uden efter feltskærerens beretning, hvorpå vidnet aflagde sin ed så sandt hjælpe ham gud og hans hellige ord. Endnu fremstod Herman Christensen Skrædder af Århus, som vant, at næstafvigte 7 januar var han udi byfogedens hus i Århus, hvor og (mlg) Michel Clausen og en del folk af byen, og da han var indkommen i stuen, sagde byfogeden til bemeldte Michel Clausen, lad mig se på eders kårde, hvortil Michel Clausen svarede ja, og bad byfogeden ham så udtrække sin kårde, hvorpå han det og straks gjorde, og tog så byfogeden kården i sin hånd og sagde så til vidnet og nogle andre hosværende, at vi skulle syne på denne kårde, om der kunne synes, det var blod, der var på den, hvortil at vidnet svarede og sagde ja, så som det var kendeligt nok på bemeldte kårde, eftersom der fandtes to eller tre steder på kården besmittelse, ungefær to eller tre fingers bred lang hvert sted, på begge steder og mødte lige ved hverandre, og derforuden fandtes endda udi den flade ryg på kården en blodstribe ungefær så lang som ledemodet af en finger, og sad en blodstrint så stor som en knappenålshoved op imod fæstet på den, end ydermere vant vidnet, at han så regimentsfeltskæreren blødte sin finger og strøg på kården, hvor blodet var, og da lod det sig afviske, men hvor rustet var, ville det ikke lade sig gøre, og var det kendeligt nok, at det var frisk blod, og blev balgen opskåren, hvor udi fandtes tvende pletter, som nok syntes kunne være blod, men dog ikke kunne gøre nogen fuld forklaring derfor. Og da kården således var befunden, tilspurgte byfogeden Michel Clausen, hvor er det blod kommen på eders kårde, dertil han svarede, det var ikke blod, men var rust. Så sagde byfogeden, hvad vil det sige, står her så mange og siger, det er blod, da svarede Michel Clausen, at byfogeden havde formanet ham at sige sandhed. Er det blod, så lad det være blod. Anders Bro tilspurgte vidnet, om kården i æggen på siderne, som pletterne sad, ikke var blod og ej blodig, hvortil vidnet svarede, at kården var blodig, som meldt er, hvorpå vidnet aflagde sin ed så sandt hjælpe ham gud og hans hellige ord. Poul Pedersen Calmer af Århus fremstod og vant, at næstafvigte 7 januar var han udi byfogedens hus i Århus, hvor og fornævnte Michel Clausen med flere var, og da så han, at bemeldte Michel Clausens [kårde] var udtrukket af balgen, som han så at regimentsfeltskærer Anton Harding og mester Samuel Baufrin synede og besigtigede, hvilket vidnet og efter (mlg), som han ej rettere kunne se, end der jo var besmittelse på begge sider af kården med blod, som bemeldte regimentsfeltskærer og Samuel Baufrin fuldt og fast tilstod at være blod, hvor da byfogeden tilspurgte fornævnte Michel Clausen, hvor det blod var kommen på hans kårde, hvortil han svarede, det var ikke blod, da sagde byfogeden til Michel Clausen, hvad vil I sige, står her så mange og siger det er blod, så svarede Michel Clausen er det blod, så lad det være blod, hvorpå vidnet aflagde sin ed så sandt hjælpe ham gud og hans hellige ord, hvorpå Peder Sørensen fremviste den omvunden kårde, som Michel Clausen vedkendte sig her for retten, som var den selvsamme som blev synet i byfogedens hus bemeldte 7 januar, og var Michel Clausen endnu med det samme ?, at det var rust, som var på kården, og ikke blod, det ham var vidende, skulle der være noget blod kommet til den, var det ham ubevidst. Derefter begærede Peder Sørensen, at de andre øvrige vidner måtte komme til forhør. Så fremstod Søren Christensen Ladefoged i Århus, som vant og kundgjorde, at næstleden 5 januar indkom fornævnte Michel Clausen udi vidnets hus om formiddagen, som begærede, han måtte sætte sin hest i gården, mens han forrettede sit ærinde i byen, hvilket og blev ham tilladt. Gik så ud i byen og indkom igen imod aften, noget tilforn var den afdøde Jens Jørgensen indkommen i vidnets hus, hvor de begge sad og drak en potte øl eller to, dog hver for sig. Noget hen på aftenen klokken ungefær 6, da konsumptionsbetjenten kom op og havde aflagt sit regnskab, og så hjalp betjenten den afdøde Jens Jørgensen på sin vogn og ud af porten, og Michel Clausen blev siddende så længe efter, mens han drak øl for en skilling, som kunne være et halvt kvarter imellem Jens Jørgensen bortkørte og til Michel Clausen rejste ud af porten efter. Peder Sørensen tilspurgte vidnet, om han ikke hørte, at imellem (mlg) afdøde Jens Jørgensen og Michel Clausen, at der faldt grove ord imellem dem, imidlertid de (mlg) hus, nemlig, at Michel Clausen sagde til Jens Jørgensen, at en del de Vibymænd var nogle nøller, og hovedet burde være huggen af dem, hvortil vidnet svarede nej. Endnu tilspurgte, om ikke konsumptionsbetjenten Jacob Jensen sagde til den afdøde Jens Jørgensen, at det var ham ikke tjenligt at have nogen handel med en kyrassér eller dragon, thi han vel vidste at slagterens dreng kunne slå ham, hvortil vidnet svarede nej, han ikke hørte det. Endnu tilspurgte vidnet, om han ikke hørte, at Michel Clausen sagde, da han red bort, at nu ville han ride, så kunne han følges med bonden hjem, hvortil han svarede nej, og over alt blev han tilspurgt, om han ikke hørte nogle ord falde imellem bemeldte den afdøde Jens Jørgensen og Michel Clausen, mens de samme tid var udi hans hus, og hvad de ord kunne have været, hvortil vidnet svarede, han vidste ej videre end som han omvundet haver. Fuldmægtigen tilspurgte vidnet, hvem der var i hans hus andre fremmede i al den tid, fornævnte Jens Jørgensen og Michel Clausen var der, enten inden- eller udenbys, dertil vidnet svarede, han vidste ingen at navngive, ikke heller var enten hustru eller piger ind imidlertid uden en liden, som tappede øl. Anders Bro tilspurgte vidnet, om Michel Clausen imidlertid han var udi hans hus, skikkede sig ikke høfligt og vel imod dem, der var derinde og havde ingen uenighed, enten i ord eller gerning med nogen, hvortil vidnet svarede, han vidste ej videre, end han havde vundet, hvorpå han aflagde hans ed efter loven, så sandt hjælpe ham gud og hans hellige ord. Endnu fremstod at vidne konsumptionsbetjenten ved Brobjergs port i Århus, (mlg) Jensen, som vant og kundgjorde, at næstleden 5 januar var han inde udi ermeldte Søren Christensen lade[fogeds] hus i Århus ungefær klokken 5 slet om aftenen, hvor da inde var fornævnte afdøde Jens Jørgensen (mlg) Michel Clausen, som sad og drak hver for sig ved bordet et arms (mlg) og siden han var indkommen forblev de hos hverandre en halv times tid. Imidlertid betalte Jens Jørgensen vidnet 4 skl, han var ham skyldig, og ville endda Jens Jørgensen have haft øl for en skl mere, men vidnet sagde nej, han skulle ikke have mere dengang at drikke, han skulle rejse hjem. Fornævnte Michel Clausen sagde og til ham, navnlig Jens Jørgensen, han skulle rejse hjem, han skulle ikke sidde hans gerning? efter ryttere eller soldater, han skulle køre hjem til hans kone og børn denne gode aften, så ville han gøre, om han var bonde, og ikke sidde og nøle i købstaden så længe. Så slog fornævnte Jens Jørgensen i bordet og blev ved og sagde, vi er ingen nøller i Viby, vi er raffinerede mænd. Så sagde vidnet til Jens Jørgensen, I skulle inte slå i bordet for nogen, for Rasmus Slagters dreng kan slå eder. Da klokken var ungefær 6, fulgte vidnet Jens Jørgensen ud til sin vogn, som stod uden for porten, så han kom til at køre, gik så vidnet ind i stuen til fornævnte Søren Christensens, hvor han og fornævnte Michel Clausen sad og drak et krus øl, og et halvt kvarter derefter red Michel Clausen ud af porten efter Jens Jørgensen, hvorpå vidnet aflagde hans ed med oprakte fingre efter loven, så sandt hjælpe ham gud og hans hellige ord. Peder Sørensen tilspurgte Michel Clausen, som stod ledig og løs, om han kan erindre sig, at de ord, som konsumptionsbetjenten har omvundet, og således som han har forklaret at være tilgået, at det således imellem Jens Jørgensen og Michel Clausen gået og passeret, hvortil Michel Clausen svarede, at han tilstod fornævnte Jacob Jensens vidne at være sandfærdigt, ligesom han det vundet og aflagt har. Peder Sørensen endnu ydermere tilspurgte Michel Clausen, om han overfor Jens Jørgensen havde gået i forløfte ved Harlev m? da han tjente der for en stor kniv, og om han vidste en var betalt af Jens Jørgensen eller han havde betalt den, og om han ikke mødte? udi sl Jens Jørgensens gård ved juletid (mlg) betaling for samme skærekniv, hvorpå han ville udsige sin bare sandhed, videre vidtløftighed derom at forekomme. Derpå han sig erklærede, at han hverken havde gået i nogen forløfte for ham, mindre nogen skærekniv for ham betalt, ej heller krævet derfor nogen betaling. For det andet tilspurgte Michel Clausen, om han tog den vej, da han var i selskab med Jens Jørgensen lige fra Århus ad adelvejen til Viby, hvortil han svarede, han fulgte adelvejen lige fra Århus og til Stillingdams bro, som er skellet imellem Viby mark og Marselisborg mark. Endnu blev han tilspurgt, om han da fornam nogen folk på vejen samme tid imellem bemeldte Århus og fornævnte bro, og i særdeleshed, om han intet fornam til den afdøde Jens Jørgensen, som han kort tilforn var udi selskab med, og skulle rejse den samme vej, eller i ringeste til heste og vogn, hvortil Michel Clausen svarede nej, at han hverken så eller fornam Jens Jørgensen eller hans heste og vogn. Peder Sørensen tilspurgte Michel Clausen, om han ikke om andendagen ved middagstide kom ud til Århus og ville have været over til Kalundborg med en samsøbåd, som han og kom ud med noget på havet, hvortil han svarede jo, men siden blev han eftersat og indsendt af en anden båd hen under skoven på Marselisborg forstrand. Endnu blev han tilspurgt, om han da han gik fra landet med ommeldte båd, foreviste nogen sit pas, og om han ikke var fuldt vitterligt, at der om overfarten? tilforn var gjort forbud, at ingen måtte sejle ud, førend de havde forevist byfogeden deres pas, særdeles denne Michel Clausen, som for et drab var mistænkt, af årsag han var den sidste, som var i selskab med den afdøde Jens Jørgensen og sidst kom ud af porten efter ham. Michel Clausen svarede, han viste ingen sit pas, for der begærede ingen at se det, og ikke heller vidste, der var gjort forbud førend han kom til bonden. Peder Sørensen spurgte Michel Clausen, om han uden stævnemål vil møde her for retten i dag 8 dage og 14 dage, til hvad tid sandemændene kan gøre deres tov og anden oplysning alene for tiden at vinde og bekostning at spare, såvel til hans egen som sagsøgerens fordel, hvortil han svarede ja, han ville møde uden videre stævnemål. Derfor (mlg) otte sandemænd, fremstod og tilkendegav, at de ikke i dag kunne gøre deres tov og forretning, men anbefalede, at (mlg) i dage her i retten skulle indgive deres for(mlg), hvorefter fuldmægtigen var tingsvidne begærende, som og blev udstedt. Og som (mlg) Michel Clausens vegne begærede genpart.
** Peder Jensen Bonde, forordnet sættedommer gør vitterligt, at for mig har berettet sr Albret Christensen Aalum, forvalter over Marselisborg, hvorledes han skal være forårsaget at eftersøge vidner og bevislighed om et drab, som næstleden 5 januar om natten på en sit høje og nådige herskabs bonde ved navn Jens Jørgensen af Viby skal være begået, og på vejen imellem bemeldte Viby og Århus andendags morgen er befunden, hvorefter han skal have ladet syne og besigtige hans tilstand og dødelige sårmål, som kendelig skal være gjort enten med en pallask eller sabel. Derefter bemeldte forvalter sig om banemand har erkyndiget, og såvidt udspurgt, at en dragon af navn Michel Clausen med den afdøde samme dags aften i Århus skal have været udi selskab, og nogle ubekvemme ord sammen haft, derpå bonden med sin vogn skal være bortkørt, og dragonen straks efter redet, hvilket har givet forvalteren anledning at eftersætte og anholde bemeldte dragon. End ydermere til sagens oplysning og rettens bestyrkelse skal dragonens pallask ved eftersyn være bleven med frisk blod besmittet, imod hvilke beviser og al anden oplysning sagen betræffende hermed stævnes og varsel gives eder, fornævnte Michel Clausen, at møde i retten på Marselisborg birketing tirsdag d 20 januar førstkommende, syn og andre vidner at anhøre samt spørgsmål at tilsvare, såvidt sagen udkræver og lovligt kan eragtes. Herom at vidne stævnes til samme tid og sted efterskrevne synsmænd, navnlig Peder Simonsen i Viby, Jens Rasmussen Amdi, Niels Mortensen og gl Søren Michelsen alle ibm, i egen person under lovens faldsmål at møde foruden de /for omkostning at spare/ godvilligt i retten vil comparere. Søren Christensen Ladefoged i Århus, Jacob Jensen konsumptionsbetjent, Poul Pedersen Calmer, Michel Nielsen og Herman Skrædder sammesteds og flere, hvoraf nogen oplysning om sagen kan haves, og endelig sandemænds forklaring, alle deres sandhedsvidne herom frembære, hvorefter tingsvidne agtes at forhverves og tages beskrevet. Til vitterlighed under min forsegling, datum Lisbjerg d 13 januar 1711.
Såsom i dag d 6 januar af hr forvalter Aalum blev (mlg) at rejse med ham udenfor byen, for at bese et dødt menneske, som var en af hans høje excellence Gyldenløves bønder ved navn Jens Jørgensen af Viby, så har jeg (mlg) døde legeme befundet 1. et hug i hans hoved? som en halv finger lang, hvilket gik et halvt stråbred ind i benet, som kaldes os frontis, 2. nok et fladt hug oven på hovedet, så at man kunne se det bare hovedben, som en daler stor, og lidet fra det ben, som kaldes os brechmatis var det vedhængende ben endnu at se med kødet. 3 har jeg befundet 2 hug, som var gangen fra det højre øre og lige ned i nakken, som var efter figurer lige som et X, det ene hug gik lige ned under halsen, så at musklen ganske var skilt fra benet, som kaldes os occipitalis, så at jeg med sonticejernet ganske kunne stikke derind, og det underste ben med sonticejernet i de fire synsmænds påsyn og overværelse ganske kunne nedtrykke, så det syntes som det kunne have været gjort med en pallask eller sabel. 5 har jeg befundet et sår i albuen, så at det ben, som kaldes ulna, fra hvilket det øverste del, som kaldes ole?ranum, ganske fra var hugget, så der var intet derved, som det kunne holde. Dette således som foreskrevet står i sandhed hermed attesteres, så sandt hjælpe mig gud og hans hellige ord. Århus 6 januar 1711, Anthon Georg Harding, regimentsfeltskærer.
Ao 1711 den 7 januar var vi underskrevne efter forvalteren Albret Aalum over friherskabet Marselisborg hans høje excellence Gyldenløve tilhørende hans begæring indkaldt til byfogedens her i byen for at syne og besigtige en kyrassér ved navn Michel Clausen hans kårde eller pallask, som vi befandt således, at der på begge sider af den var besmittelse af frisk blod overbleven, da den /som ses/ er blevet afvasket, og var det så kendeligt, at når man blødte fingeren og strøg på kården, hvor blodet var, kunne kården gøres ganske ren, men det ej således ville lade sig gøre, hvor rustet fandtes. Dernæst blev kårdebalgen opskåren og efterset, som befandtes inden på tvende små pletter, som syntes ? rust at være blod. Dette er således befundet, så sandt hjælpe os gud og hans hellige ord, datum Århus ut supra, Anton Georg Harding, regimentsfeltskærer von des hr brigadier Møstrups regiment, Daniel Baufrin, kirurg.
17. februar: ** På hans høje excellence Gyldenløves forvalter mons Albret Christensen Aalum hans vegne fremkom for retten sr Peder Sørensen forpagter på Marselisborg og efter den afsked, som skete her for retten i dag 14 dage i den sag imellem ham på den afdøde Jens Jørgensen af Viby hans vegne og kyrassér Michel Clausen angående det drab på fornævnte Jens Jørgensen, hvorefter var mødt til i dag de udnævnte otte sandemænd, som erbød dem at gøre deres tov og forretning. Derimod mødte sr Anders Jørgensen Bro af Århus på ermeldte Michel Clausens vegne og refererede sig til sine gjorte protestationer i dag 14 dage, som han begærede dommeren ville tage i observation og i det øvrige gav retten til kende, såvel som de udnævnte sandemænd, at sidstafvigte hellig tre kongersdag nat skal en skrædder af Horsens, navnlig Oluf Jensen, være kommet imellem Viby og Århus, hvilket han dem derefter i fuldmægtigens hus har berettet, at der var to ryttere ved en vogn på vejen imellem Viby og Århus, og han tænkte ilde med dem, som derpå var, og ved hans sligt? for ? løb han over marken, kom den ene rendende efter ham og ville have hans pas at se, men som han ingen havde med sig, begærede? han klageligen at måtte passere, tog han så en stok med lidet sølv på fra ham, af den årsag begærede fuldmægtigen dommeren ville opsætte sagen i 14 dage, på det de udnævnte otte sandemænd dets bedre kunne gøre deres forretning. Videre, agtede Bro ej dennesinde at svare. Peder Sørensen tilspurgte Anders Bro, om han agtede at føre nogen bevisligheder (mlg) Michel Clausens vegne til hans sags defention, skal ham det gerne af citanten være tilladt, hvorpå Anders Bro sig fuldkommen ville erklære. Anders Bro hertil [svarede], at som Michel Clausen var en rytter eller kyrassér, havde lidet eller intet ved at hænde, og han var (mlg) kunne assistere, så sandt Anders Bro sig ikke obligerede på egen bekostning at indhente hvis bevisligheder, som contraparten på den afdøde Jens Jørgensens vegne forlangende, at så formente Bro, den som sigter bør lovligt at bevise, og endnu som tilforn refererede sig til sine forhen gjorte protester. Peder Sørensen tilspurgte fornævnte otte sandemænd, om de forlangte nogen opsættelse til at søge nærmere oplysning udi sagen efter Anders Bros foregivende, hvorpå de otte mænd dem erklærede, at de havde af yderste evne eftersøgt al oplysning om at oplede drabsmanden, og er det ikke venteligt at få nærmere end de i dag agter at forklare, og endnu foregav Peder Sørensen, at Anders Bro gerne skulle være forundt den tid, hvad tid han forlangte og loven ville bevillige, om han vidste nogen bevisligheder til sin sags forsvar at føre. Hvis ikke, er bød de otte mænd dem at gøre deres tov og forretning, så som det i dag er femugersdag, siden de til samme deres forretning blev udnævnt. Anders Bro refererede sig til hvis, han havde ladet indføre, som han ville formode i sin tid på sine tilbørlige steder at skulle nyde bifald. Så gjorde da de otte sandemænd, nemlig Anders Sørensen af Lisbjerg, Peder Thomasen i Spørring, Peder Rasmussen i Tilst, Michel Jensen i True, Jens Pedersen Loft og Anders Rasmussen af Ingerslev, Eske Jensen og Hans Simonsen af Viby, deres tov og forretning således. Så bad de sig så sandt gud skulle hjælpe dem, at de haver gjort deres alleryderste flid at udspørge sandhed og af de førte vidner og bevisligheder og hvis andet, de har kunnet udsøge til oplysning, tro eller vide (mlg) ikke andet end jo, fornævnte Michel Clausen kyrassér er den dræbte Jens Jørgensens rette banemand, hvilket de alt har til efterretning af de førte vidnesbyrd, som udi deres nærværelse af dommeren er blevet overhørt, nogen nærmere eller anden forklaring kunne de ikke gøre, hvorpå de som meldt er aflagde deres ed efter loven. Anders Bro tilspurgte de otte sandemænd, om de med en god samvittighed kunne gøre deres ed, at Michel Clausen var sl Jens Jørgensens rette banemand, og ingen anden, hvortil de otte sandemænd svarede, at de vidste ej videre end som de udi deres tov og forretning, som foreskrevet står, har forklaret, hvorefter Peder Sørensen var tingsvidne begærende.

Da skifter efter Marselisborg og Constantinsborg godsers bønder i Viby ikke er indført i nogen skifteprotokol, indkaldes alle beboere i Viby 11.9.1725 for at redegøre for børnepenge på godset.
Denne redegørelse finde indført i tingbogen 25.9.1725 fol.259.
Peder Sørensen i Viby g.m. enken.
Hendes første ægteskab med Jens Jørgensen.
Børn:
1) Anne Jensdatter
2) Karen Jensdatter
3) Jørgen Jensen.

Skifteuddrag efter datter Karen: Marselisborg (16.4.1756), fol.205B.
Karen Jensdatter i Skåde.
Enke: Jacob Olufsen.
Barn:
Jens 14.
Formynder: morbror Jørgen Jensen i Viby.

  Dødsnotater:

Mellem Aarhus og Viby Iflg. Tingbogen

Jens blev gift med Maren Michelsdatter. (Maren Michelsdatter døde den 7. Okt. 1736 i Viby Sogn, Ning Herred , Aarhus Amt.)