Fra Thomas Gjurup's bog: Roskilde Rock 1962-1972:
Tenny Olsons "Crash" var et rent studieprojekt opfundet af Torben Olsen. Det omtales første gang i Roskilde Tidende i januar 1963 at 22 årige Torben Olsen, Kornerupsvænge 11, vil udsende pladen "Solen Står i Vest" med sig selv og backet af diverse trickindspilninger. Oplaget forventedes at blive 2000 stk., så alle danske pladeforretninger kunne købe 2 eksemplarer hver. I sommeren 1963 indrykkedes en annonce, hvor pladeselskabet Rhapsody på ledelsens og Torben Olsens vegne beklagede forsinkelsen. I efteråret dukkede Torben Olsen op på ny, idet pladen nu skulle udsendes som musik til ungdoms-film produceret af Gunnar Lundsbæk - dengang bedre kendt som Onkel Gunnar - som var børneidealist i Glostrup. Lundsbæk producerede kortfilmene "Provinspige Pas På" og "Det Gælder Dit Barn". Hvorvidt indspilningerne indgik i filmene er uvist. Det der præcist vides om pladen, der i øvrigt først kom i starten af 1965 og som nummer to på Olsens pladeselskab er, at indspilningerne fandt sted i Corona Films studie på Sønder Strandvej i Jersie Strand sammen med vokaltrioen 3 Danes og trommeslageren Ole Rahbek, der havde spillet i det tidlige Melvis Rockband. 3 Danes, der arbejdede meget som studiekor og -orkester på det tidspunkt, bestod af
Jess Røssel, sang, guitar, banjo og trommer
Lars Bjørn, sang og guitar
Hans Frellesvig, sang og guitar
Ole Rahbek kom med som trommeslager,
da han var ven med Jess Røssel. Torben Olsen var på det tidspunkt "bidt af lydeffekter", som det også tydeligt fremgår af pladen. "Crash" blev et af de få danske eksempler på hvad amerikanerne kalder novelty records. Torben Olsen var ikke musikalsk aktiv som sådan. Rhapsody udsendte totalt 5 singler: Snaphanerne, der egentlig var Valby gruppen Shakers under synonym, Tenny Olson, 3 Danes og så to med el-organisten Peter Erling, der fulgte Olsens "lydeffekter", bl.a. med en efterligning af en bemandet rumopsendelse "Gemini 5". Det tekniske spor blev fulgt op med produktionen "Grønt Lys For Førerbeviset", der blev udgivet på et andet selskab som hjælp til køreskoleelever.