Sys Gregers var og blev kendt som refrænsangerinde og siden dansktop solist. Den engelsksprogede udgave af hendes
danske gennembrud "Hvem Bli'r Dit Næste Offer, Mr. Sweetheart" rummer det perfekte snit af pigepop, charme og en
god melodi. Hun indspillede også sangen på tysk! Ellers var det meget lidt tilknytning Sys havde til
rockscenen.
Sys kom til verden den 21. maj 1942 og startede i slutningen af halvtredserne sin karriere i en duo sammen med
lillebror Peter. Sys og Peter opnåede succes med optræden i tv-programmet Cirkus Buster og utallige
optrædener i amatør-konkurrencer rundt om i landet. Det mundede til sidst ud i en pladeindspilning af
"You Are My Sunshine". Men problemet med duoer indholdende drenge er stemmer der går i overgang, så da
Peters stemme ikke lød så solbeskinnet mere fortsatte Sys alene. Peter dukkede i øvrigt i en hel
anden sammenhæng som medlem af Dandy Swingers. Efter endt realeksamen tog Sys til Sverige for at synge i et
svensk orkester.
Hjemve bragte hende hurtigt tilbage, hvor hun atter optrådte med forskellige orkestre. Ved et engagement i
Pariser-Klubben i København mødte hun orkester lederen Ejvin Breck - og sød musik opstod. De
dannede siden par musikalsk og privat. Sys Gregers var i eliten af populære underholdnings-sangerinder igennem
tresserne med succeser som "Barndom-mens Gade" og "Slip Bare Solen Ind". I 1970 trak hun sig ud af musikken for at
hellige sig børn og privatliv, hvilket hun gjorde til sin alt for tidlige død i 1988.