Fra Thomas Gjurup's bog: Roskilde Rock 1962-1972:
Hvalsø/Viby-gruppe dannet i slutningen af 1964 af
Henrik Høybye Hansen, sang, singleguitar, orgel
Ole Sehested, rytmeguitar og sang
Henning Storm Hansen, bas, (Ex-Zorros)
Erik Jensen på trommer.
Høybye Hansen og Sehested havde spillet sammen i Hvalsø på hobbybasis. Høybye Hansen gik på den Private Realskole i Roskilde, hvor også Jens Elsnab gik. De fandt ud af at danne en gruppe, hvor Elsnab skulle være sanger. Han kendte Henning Storm Hansen og Erik Jensen fra Viby. De fem gutter samledes og pigtråd opstod, men desværre uden Elsnap. De fire fandt hurtigt ud af at danne bandet Les Amoire. Øvelokalet var i Høybye Hansens forældres kælder i Hvalsø og den geografiske afstand var ikke noget problem, da Eriks Jensens far havde en Fiat 600, der med nød og næppe kunne rumme et trommesæt, forstærkeren "Brumme", en kinohøjttaler og en guitar - og så var Erik gammel nok til at have kørekort. Starten var et sammensurium af båndoptagere og gamle radioer som forstærkere, men da Høybye Hansen reddede sig en Dynachord Eminent forstærker med fire indgange i fødselsgave, så var banen lagt. De debuterede som opvarmningsgruppe for Zorros i Ørsted Forsamlingshus. Amoire fik hurtigt jobs lokalt, men også omegnen var interesserede i de nye Beatles-toner, som gruppen excellerede i f.eks. Ejby Forsamlingshus, Kirke Hyllinge Skole og andre forsamlingshuse i omegnen. Sehested og Høybye gik til dans på den velrenommerede Annemarie Jeppesens Danseskole og fik banet vejen for at tidens nye rå toner også nåede de pænere borgerskab, da gruppen optrådte ved afdansningsballet den 14. marts 1965. Da Beatles filmen "A Hard Days Night" endelig nåede til Hvalsø i marts 1966, så gjorde man noget ud af det med en times Amoire-popkoncert før filmen.
Navnet var lidt af et problem, da Høybye Hansen fik fransk i første G fandt han ud af at navnet Amoire, der skulle betyde rustningerne, faktisk stavedes Armoires, så gruppen ændrede navn til den mere sikre franske retskrivning i midten af 1966! Gruppens repertoire var naturligvis kopimusik, som de fleste andre pigtrådsgrupper, men de havde en forkærlighed for Beatles, hvilket få af deres kolleger turde gå i lag med - ellers var det Defenders, Rocking Ghosts og andre der var inspirationen. Armoires fandt hurtigt ud af at en kombination af rock og dansemusik gav flere jobs f.eks. i Roskilde Roklub, hvor der både kom unge og gamle. De deltog i Roskilde Mesterskabet i Pigtråd på Slagteriskolen 14. marts 1968 uden placering. Senere samme år forsøgte gruppen sig en kort periode med
Grete Aagaard
fra Han, Hun og Ham, som Høybye Hansen gik i klasse med, men det blev lidt for distraherende at have en ung smuk høne i hanegården, så det blev hurtigt droppet. I 1969 gik gruppen over til dansemusik, men opløstes året efter på grund af uddannelse.