/252./ Lars Rasmussen

  Notater:

Gårdmand "Vangeledgård" - fæstebrev 30. juni 1768.

FT 1787: Roskilde, Tune, Jersie, Jersie Bye
Lars Rasmussen 45 Gift Hosbonde Bonde og Gaardbeboer
Kirsten Pedersdatter 29 Gift Madmoder
Jens Larssen 19 Ugift hans Børn af første Egteskab
Hans Larssen 15 Ugift hans Børn af første Egteskab
Peder Larssen 12 Ugift hans Børn af første Egteskab
Niels Larssen 9 Ugift Børn af sidste Egteskab
Ole Larssen 5 Ugift Børn af sidste Egteskab
Rasmus Larssen 3 Ugift Børn af sidste Egteskab
Bodild Jensdatter 22 Ugift Tieniste Pigen

FT 1801: Roskilde, Tune, Jersie, Jersie Sogn og Bye
Lars Rasmussen 60 Gift husbond ligeledes [bonde og gårdbeboer]
Kirsten Pedersdatter 43 Gift hans kone
Niels Larsen 22 Ugift deres børn
Lars Larsen 13 Ugift deres børn
Ole Larsen 19 Ugift deres børn
Rasmus Larsen 5 Ugift deres børn
Ane Larsdatter 2 Ugift deres børn
Birte Nielsdatter 25 Ugift tjenestepige

Nævnt i skiftet efter svigerinden Mette Andersdatter 15 Sep 1773.
Ved svogeren Christen Jørgensens skifte 1787 skrives han som "Gmd på Vartovs
forhen hørende gods i Jersie".
Skifte: Ramsø-Tune herred, 18 Nov 1816.
Følgende skriver Frederik Vedsø i hans slægstbog: "Hvorfra kom vi - Nogle sjællandske bønders slægt og saga" om hans første kones (Birthe Andersdatter) første mand (Jens Pedersen (søn af anerne Peder Andersen og Maren Nielsdatter, og bror til anen Karen Pedersdatter)):
EN TRAGEDIE I JERSIE OG DE PÅFØLGENDE SKIFTEFORHANDLINGER
Som det var almindeligt for milde stiftelser ejede Vartov hospital i København en del fæstegårde, i Jersie således en gård, den der ved udskiftningen fik matr. No. 6, den nuværende Vangeledgård.
Her boede 1760 en ældre fæstebonde Peder Andersen og hans søn Jens Pedersen ca. 25 år. 28/11-1760 blev han gift i Kirke Skensved med Birthe Andersdatter født 26. søndag efter trinitatis 22/11-1739 altså 21 år ved brylluppet. Hun var datter af gårdmand Anders Pedersen på Universitetets gods i den senere matr. no. 4 nu Ventegodt-gård, hun blev båret af Hans Hansens kone i Vilkestrup, vist nok i den nu udstykkede gård, matr. Nr. 2.
Da Peder Andersen var gammel blev matr. no. 6 ved giftermålet delt mellem ham og sønnen dog således at sønnen ved faderens død skulle have hele gården. I virkeligheden betød det vel kun en fordelagtig aftægtskontrakt for faderen.
Nu ved vi selvfølgelig ikke, hvorledes manden var ved brylluppet. Ganske vidst var det en god og ret stor gård på et godt gods, men når Birthes ene søster kunne blive gift i det senere matr. no. 1 i Vilkestrup og den anden i en af magistratens gårde i Syv, så har hendes mor og stedfader Ole Larsen nok ment, det var et godt og rigt parti, og at hendes mand der var eneste barn (dette passer nu ikke, da han havde en søster) var et ordentligt menneske. Men han udviklede sig snart til en fordrukken, rå og uregerlig person. Forholdet kan vel bedst forklares ved, at konen fik sin broder Peder Andersen som karl i gården, for at han i påkommende tilfælde kunne hjælpe hende mod mandens voldsomheder. Det er også mærkeligt, at det ikke under retssagen er fremført, at det var underligt, hun i de to aktuelle tilfælde havde været bortrejst flere dage, det plejer en gårdmandskone da ikke, og vist slet ikke den gang.
Det er vel derfor forståeligt, at tanken kunne opstå, at det kun kunne være godt, hvis manden kunne dø.
I fastelavnen 1766 - konen var bortrejst - synes at have været en plan om at passe ham op, når han kom kørende fuld hjem, og af forhørene fremgår det, der også har været planer om at forgive ham med rottekrudt i brændevinen. I påsken er konen heller ikke hjemme, men da hun kom torsdag eller fredag efter påske, havde man fundet manden liggende død i laden, og det syntes efter hendes opførsel9, at hun ikke just var tynget til jorden af sorg.
Nu løb rygterne. Han kunne være myrdet? Han kunne have begået selvmord? Det mest sandsynlige var vel dog, at han havde været plakat fuld og var stavret ud i laden, hvor han var faldet om og død.
Men der var også en øvrighed for 200 år siden, og den lod liget undersøge af to læger, og disse erklærer, at der var striber på ligets hals, der klart beviste, at manden var kvalt med en snor. Nu begyndte undersøgelserne. øg mens sagen stod på blev afhørt et stort antal personer, hvis forklaringer er omhyggeligt protokolleret. Det fremgik heraf, at en Karl ved navn Willumsen. der havde tjent i gården, men nu levede i en anden landsby, havde opholdt sig flere dage i gården, men nu med bistand af byens skrædder var rejst til Amager, han blev nogle dage senere anholdt i København, ligesom konens broder og en tjenestedreng på gården også blev anholdt.
Nogle dage efter bekendte de arresterede, at de først havde drukket manden fuld og derefter kvalt ham ude i laden. Willumsen ansås for at være hovedmanden, og selvom intet derom kom frem, er det sandsynligt, at han har regnet med at blive mand på gården. Drengen forklarede grædende at han var truet til at deltage. Spørgsmålet om konens andel og mange enkeltheder var imidlertid så vanskelige at udrede, at man nedsatte en kommission bestående af herredsfogederne for henholdsvis Ramsø Tune herreder og Svenstrup og Duebrødre klosters birke samt en juridisk sekretær. Under undersøgelserne sad enken, fængslet 27 uger og 3 dage, men hendes velhavende gårdsmandsslægt gjorde sit yderste for at bistå hende, ikke blot ved at skaffe en dygtig sagfører, men også ved, med bistand af arrestforvareren og hans kone samt byfogeden i Roskilde, at holde forbindelsen ved lige mellem de forskellige arrestanter indbyrdes og folk udenfor. Dog trods alt dømtes konen til livsvarigt tugthus, Willumsen til 5 gange at knibes med gloende tænger, hans hånd og hoved afhugges, og kroppen lægges på stejle, Peder Andersen skulle halshugges med sværd og begraves på kirkegården, drengen slap med 3 års fængsel.
Der er klart at en sådan sag kom for højesteret. Denne foretog nye selvstændige undersøgelser og kom til et helt andet resultat. Man anså nu Peder Andersen for hovedmanden og han skulle have Willumsens straf. Drengen blev dømt til samme straf som Peder Andersen, men dog benådet for at knibes med gloende tænger. Willumsen fik derimod den mildeste straf. Vel skulle han halshugges, men kroppen ikke lægges på stejle. Det interessanteste var dog, at konen blev frifundet, skønt et meget skarpt anklageskrift fra kommissionen. Så vidt jeg forstår, har man anset Willumsens forklaringer angående hendes forhold for en hævnakt, og der tales også om, at Willumsens forklaringer skulle være fremkommet under et pinligt forhør.
Kancelliet gav nu ordre til at sætte dommene i værk til stiftsbefalingsmand over Sjælland og amtmand i Roskilde greve Knuth. Men grundet på de uregelmæssigheder, der faktisk var foregået, formente han, det var rigtigst ved fornyede forhør af arrestanterne at få sagen bedre oplyst. Efter hans indstilling nedsættes derfor en ny kommission af meget højtstående jurister. - I mellemtiden var arrestanterne imidlertid undsluppet, men dog fanget kort tid efter, hvilket dog vist ingen indflydelse havde på sagens forløb.
Angående konens forhold udtalte denne kommission: "Og vi deraf have fornummen, at ikke nogen vis formodning og mindre fuldkommen bevis haver været at erholde om at bemeldte kone skulle forud have været vidende om dette forehavende mord". - Højesterets frifindelse stod altså ved magt. Byfogeden i Roskilde fik derimod en stor bøde for sin embedsførelse, og uden at jeg kan finde årsagen, blev arrestforvarerens kone i Roskilde idømt livsvarigt fængsel.
Nu kunne henrettelserne finde sted. Det må have taget sin begyndelse 11. april 1768 i Jersie, hvor Peder Andersen må være bleven knebet med gloende tænger i laden og uden for gården. Derefter har optoget begivet sig på vej mod Ramsølille dog standsede man to gange på vejen for at knibe Peder Andersen på ny. Ankomne til Ramsølille blev delinkventerne anbragt i en gård for natten. 12/4 foregik så afslutningen på det frygtelige drama på Maglehøj i Ramsølille.
Når beretningen over disse begivenheder er medtaget, er årsagen, først at vise sider af menneskelivet, vi ellers ikke har stødt på, og dernæst at vise, hvorledes enevældens embedsmænd behandlede en sådan sag. Vi ser da, at de fleste af dem var besjælet af samme stræben mod retfærdighed, som vore dages embedsmænd. Råheden i straffen var jo lovens og ikke den enkelte embedsmands skyld, ja de kunne end ikke frelse den stakkels dreng.
Birthe Andersdatter stod nu frikendt - endog to gange og utvivlsomt med rette. Hvorfor skulle høje jurister lade sig lede af medlidenhed eller andre uvedkommende hensyn overfor en stakkels fæstebondes kone. Hendes juridiske stilling var herefter: En gårdmandsenke, der sammen med sin lille søn døbt 2/7-1765 var universalarving efter sin afdøde mand, og da hendes mand ingen søskende havde, tillige universalarving efter hans fader, der var død i august 1766. Under normale forhold var skiftet meget enkelt. Hun fortsatte fæstet, og det vigtigste var, at hun vedgik gårdens gæld til godset for mulige mangler. Men formaliteterne skulle dog overholdes.
Først foretoges en registrering og vurdering af boet under ledelse af Vartovs direktør herr Stendrup med bistand af to gårdmænd som vurderingsmænd. Enken møder med sin stedfader Ole Larsen som lavværge - hendes fader Anders Pedersen var jo død, og den lille dreng mødte ved sin formynder. Samlet i hovedposter ser opgørelsen således ud:
1. Indbo, sengeklæder, gangklæder og sølvtøj: 231 rdl.
2. Avlsredskaber, vogne, seletøj m.m.: 75 rdl.
3. Beholdning af korn og malt 5/4-1766: 82 rdl.
4. Besætning: 192 rdl.
I alt: 580 rdl.
Besætningen specificeret:
12 heste - heraf 1 hingst: 120 rdl.
3 køer stud og 1 kalv (*): 24 rdl.
2 søer med grise 8 etårige og 14 toårige svin: 27 rdl.
20 får, 10 lam og 1 vædder: 21 rdl.
I alt: 192 rdl.
(*) Der er grund til at antage, at kvægpesten har nedbragt antallet af køer med 2-3 stykker.
Da beløbet 580 rdl. gjaldt for hele gården, skulle dette halveres for at udfinde den myrdedes part, men da faderen døde inden det egentlig skifte, havde det jo ingen interesse. Men for at få helt rede på sagen, må vi dog fradrage den myrdedes personlige ejendele, der beløb sig til ca. 21 rdl.
Fællesboets formue henført til tidspunktet for mordet bliver altså 580 rdl. - 21 rdl.: I alt: 559 rdl.
Men nu var tiden gået til efter høst, og værdien af høsten 1766 måtte derfor medtages, og for at udfinde denne antog boet en tærskemand til på accord at af tærske avlen for 8 rdl. 2 mark. Sædens værdi ansattes til 299 rdl., og enken bemærkede hun havde glemt at opgive en vogn til 24 rdl. (det må have været en meget fin vogn).
Boets formue i efteråret 1766 bliver herefter:
Værdi april 1766 - 559 rdl.
En vogn: 24 rdl.
Høsten 1766: 229 rdl. + tiende 11 rdl.
I alt: 882 rdl.
Nu optræder Vartov med sine modkrav. Mangler ved bygningerne 106 rdl.
1 par gode køreheste: 80 rdl.
1 par ringere ditto: 40 rdl.
6 plovbæster: 60 rdl.
Driftsredskaber: 54 rdl.
Gårdens samlede gæld til godset 340 rdl.
Det synes mærkeligt at Vartov ansætter værdien af de 10 heste gården skal have til i alt 180 rdl., medens vurderingsmændene under ledelse af Vartovs direktør ansætter de 12 heste, der var på gården til kun 120 rdl.
Efter dette bliver fæsterens formue 882 + 340 rdl., altså 542 rdl. Men den endelige opgørelse fandt først sted langt hen i 1768 og Birthe Andersdatter fremsatte derfor følgende modkrav fordi hun har holdt gården i drift.
1. I efteråret 1766 sået 8 tdr. rug samt værdien af beholdning af sæd til forårssåning: 63 rdl.
2. Brødkorn til høst og havre til hestene: 107 rdl.
3. Folkeløn: 67 rdl.
4. Præstetiende: 11 rdl.
5. Smederegning: 8 rdl.
6. Tærskemandens løn: 8 rdl.
7. Udgifter til fællesskabet: 6 rdl.
I alt: 265 rdl.
Hvis disse udgifter og forbrug trækkes fra kornhøstens værdi bliver der til rest ca. 35 rdl.
Men hertil kommer så begravelse af manden og hans fader, samt en belastning af boet til hendes egen begravelse 3 x 24. I alt 72 rdl.
Hvordan alle disse poster endelig blev afviklet kan ikke siges, for tidens tand har gnavet i papirerne, men boet må i alt fald have en slutformue før høst 1767 på ca. 200 rdl.
Nu var der kun tilbage den myrdede Jens Pedersens og hans fader Peder Andersens private ejendele, i det væsentlige gangklæder og sølvtøj. Dette blev solgt ved offentlig auktion og indbragte 106 rdl. Enkens søn var jo kun et par år, "og det ville derfor vare længe inden han kunne bruge de voksnes tøj". Det blev derfor solgt således, at 6 dusin toppede sølvvesteknapper og 20 store flade sølvbukseknapper blev solgt særskilt, efter at guldsmed Berg i København havde vurderet dem sammen med en sølvkande som blev solgt til en gårdmand i Ølby til den fantastiske pris af 40 rdl., 2 mark og 3 skilling, altså værdien af 4 heste, det synes mærkeligt at denne auktion blev afholdt men Birthe Andersdatter har måske skulle indsætte drengens fædrenearv kontant hos Vartov, for hun skulle giftes, og kunne ikke sidde i uskiftet bo med drengen.
6te søndag efter trinitatis ca. 15/7 1768 blev Birthe Andersdatter trolovet med frikarl på Roskilde Domkirkes gods Lars Rasmussen f. ca. 1740 i Taagerup i Kirkerup sogn, søn af gmd. Rasmus Olsen, og 20nde søndag efter trinitatis ca. 1/11 blev de viet, hun er ikke opført i kirkebogen som enke men der har været raderet under hendes navn. Omkring 14 dage efter trolovelsen udstedte Vartov 30/6-1768 fæstebrev på gården til Lars Rasmussen.
19/3-1778 jordedes Lars Rasmussens hustru Birthe Andersdatter 37 år, det skulle vel være 38 år, men det er nok en fejl i kirkebogen.
9/1-1790 begraves i Kirke Skensved, Universitetsbonde Ole Larsens hustru Maren Jensdatter 86 år. Hun havde selv valgt, der skulle tales udfra Psalme 116 7-9. Det er Birthe Andersdatters moder. Ved skiftet optrådte, Birthe Andersdatters søn Peter Jensen, der på dette tidspunkt var landsoldat, og 3 sønner i hendes ægteskab med Lars Rasmussen. Fra datteren i Vilkestrup, der var gift med Niels Olsen. optrådte en søn Hans Nielsen f. ca. 1770, hans søn var Hans Hansen, det drejer sig altså om matr. no. 1.
Ved konens død var Ole Larsen 67 år og 12/11-1790 blev han gift med Kirsten Hansdatter og da Ole Larsen døde 11/4-1797 efterlod han sig 2 ganske små børn. Under skiftet optrådte som vurderingsmand ungkarl Thor Larsen, der 27/10-1797 blev gift med enken. Dette ægtepar var altså, den nuværende ejer af Ventegodt-gårds oldeforældre, og det er således fastslået det var i denne gård Birthe Andersdatter var født.
Efter Birthe Andersdatters død blev Lars Rasmussen d. 10/11-1816 75½ år gift med Kirsten Pedersdatter. I dette ægteskab var sønnen Rasmus Larsen døbt 17/11-1796 død 26/9-1880 - 84 år gift med Inger Hansdatter f. 1800 død 18/11-1849 - 49 år. Deres datter Kirsten Rasmusdatter f. 1825 død 2/10-1900 - 75 år gift med Peder Larsen f. 1827 død 24/6-1902 - 75 år han var broder til
Hans Larsen f. 11/5-1829 i matr. no. 22a død i Kværkeby d. 1/3-1913. Det var Laurits Peter Schnacks (Vangeledsgaarden) morfader.
Peter Larsens datter Inger f. 1859 14/2 død 26/2-1947 - 88 år gift m. Jens Nielsen f. 17/7-1871 død 7/11-1950 - 79 år det var dette ægtepar, der 1924 anmodede Schnack om at overtage Vangeledsgaarden matr. Nr. 6a i Jersie, der fordum lå på Vartov hospitals gods.

Lars blev gift med Birthe Andersdatter den 16. Okt. 1768 i Jersie Sogn, Tune Herred, Roskilde Amt. (Birthe Andersdatter blev født den 22. Nov. 1739 i Skensved Sogn, Tune Herred, Roskilde Amt og døde den 19. Mar. 1778 i Jersie Sogn, Tune Herred, Roskilde Amt.)

Lars blev derefter gift med /253./ Kirsten Pedersdatter, datter af /506./ Peder Pedersen og /507./ Margrethe Simonsdatter, omkring 1778. (/253./ Kirsten Pedersdatter blev født den 12. Feb. 1758 i Jersie Sogn, Tune Herred, Roskilde Amt og døde den 1. Nov. 1819 i Jersie Sogn, Tune Herred, Roskilde Amt.)