Frederik Jørgensen

  Notater:

Frederik Jørgensen var kongelig skovrider eller dyrvogter, som det dengang kaldtes, i Abildskov, Funder sogn.
Han var gift med Dorthe Sørensdatter.
Frederik Jørgensen dræbtes i 1639 af 3 brødre, som var hans naboer og boede på Tollund.
Man ved intet om den uenighed, der var mellem skovrideren og hans naboer, men ud fra mange andre kendte uoverensstemmelser mellem skovridere og bønder kan man gætte sig til, hvad det har drejet sig om.
Skovrideren, som var kongens mand, var ansat til at vogte de kongelige skove. Han havde ikke nogen egentlig forstlig uddannelse på den tid, men var oftest skytte. Hans opgave bestod blandt andet i at deltage i kongens jagter og være med til at nedlægge de dyr, som kongen behøvede, samt vogte kongens vildt, som ingen andre måtte forgribe sig på. Desuden skulle skovrideren værne skovene mod ulovlig skovhugst, og dette skaffede ham fjender blandt bønderne, for alle ville hente træ i skovene, og trods forbud derimod anså man det dengang ikke for tyveri.
Skovrideren bar hofdragt, havde sabel, bøsse og hest. Hans løn var beskeden set med nutidens øjne, men den og udstyret hævede ham over de jævne bønder.
Overfor de 3 naboer i Tollund var Frederik Jørgensen, da han blev skovrider, med et blevet en mand, der havde myndighed og magt til at gå i rette med dem om de forseelser, som han måtte vide så god besked med, og dette var vel en vægtig grund til, at de var vrede på ham.
Af selve drabet på skovrideren findes der en summarisk gennemgang i justitsprotokollerne, og herom fortæller lektor Asta Paulsen i en artikel i "Fra Viborg Amt", 1962, følgende:
Skovrideren var med et par ledsagere på vej op mod Tollund, da Søren Jacobsen, der åbenbart havde set dem komme, for ud imod dem med en fork i hånden, som om han ville jage dem bort med den. Hans broder Thomas kom til, tog den fra ham og lovede, at der ikke skulle blive mere ballade med den. Søren løb imidlertid ind i gården og kom nu tilbage med et draget værge i hånden. Mens han råbte, at djævelen skulle fare på dem, slog han til frederik med værget. Broderen Anders, som også var dukket op, holdt ham tilbage, men benyttede dog selv lejligheden til at give Frederik et slag. Skovrideren spurgte, hvi de slog ham, han syndede intet imod dem; han og hans ledsagere stod med tomme hænder, de var ikke kommen for at gøre klammeri og heller ikke for at gøre ondt. Men Søren slog igen til Frederik med værget. Da holdt Thomas sin broder tilbage med forken, og skovriderens folk bad nu brødrene om at skille dem af med Søren, så de kunne komme hjem for ham. De tog også værget fra ham, men hindrede ham ikke i igen at fare på Frederik, der stødte ham fra sig med hånden. Her mente vidnerne, at også de to andre brødre tabte besindelsen, så alle tre gik løs på offeret med forken, værget og et stort stykke træ fra et gærde, mens de råbte: "Nu skal de få en ufærd både for det ene og det andet, hvis vi dig tilforn lovet haver!" Anders, der havde værget, huggede Frederik i hånden; men da dukkede søsteren Inger Jacobsdatter frem og fik endelig trukket den sårede mand bort fra brødrene, desværre for sent!
Skovrideren blev bragt hjem, og da han lå på sit yderste, var præsten, Hr. Laurids Andersen, hos ham sammen med Baltzer Pedersen fra Sejl. Præsten spurgte den døende, "hvem han klagede for sin bane", og han svarede: "På de tre karle i Tollund."
Ligsynsmændene vidnede, at han havde forskellige småskrammer foruden et hug i hånden, som de mente måtte være hans banesår. Senere blev hans lig "optaget af jorden" og synet igen, uden der dog kunne kastes mere lys over sagen. Man må tænke sig, at døden skyldes blodtab eller blodforgiftning som følge af infektion i såret.
På Viborg landsting udlagde sandemænd Anders Jacobsen, der jo havde givet Frederik Jørgensen hugget i hånden, som banemand og "svor ham manddød over og fra hans fred". Det var den 23/10 1639. Den 19/11 samme år dømtes brødrene ved Hids Herreds ting for meddelagtighed. Et årådsnævn udtaget blandt stokkemændene "svor dem åråd over og fra deres fred".
Frederik Jørgensens enke, Dorthe Sørensdatter, noteredes i lensregnskabet for 8 måneders løn, den nye skovrider, Bjørn Andersen, for de resterende 4. Hun fik til sit underhold fra en gård i Funder by i fæste, og da Bjørn Skovrider umiddelbart efter findes i jordebogen som fæster af samme gård, kan man nok gå ud fra, at han efter tidens skik har ægtet enken.
Det hørte også til skik og brug dengang, at en søn eller svigersøn fulgte en mand i hans bestalling. En anden skovrider i Funder sogn, Mads Ebbesen, var gift med en søster til den myrdede, hun hed Sophie Jørgensdatter, og skovriderslægten fortsatte derefter over et kvindeled, indtil skovrider Christian Jørgensen højtbedaget lukkede sine øjne i Them 1778.

Frederik blev gift med Dorthe Sørensdatter. (Dorthe Sørensdatter blev født omkring 1590 og døde omkring 1641 i Funder Sogn, Hids Herred, Viborg Amt.)