Thomas Jacobsen

  Notater:

Lige syd for Tollund lå gården Abildskov, ved hvilken der var bygget hus til en kongelig skovrider eller dyrvogter. Den største og vanskeligste opgave for datidens skovridere var at have opsyn med skovene og så vidt gørligt begrænse ulovlig skovhugst og forfølge vildttyve. Under sig havde han skovfogedeme, der var udtaget blandt fæstebønderne. Jagter var også hans område, særlig jagten på ulve. Derimod havde han ingen forstlig uddannelse, skovene groede, som de kunne.
Siden 1608 havde Jørgen Frederiksen været skovrider her. Omkring 1633 fulgte hans søn, Frederik Jørgensen, ham i bestillingen. De tre brødre i Tollund havde vel altid kendt deres nabo, skovrideren i Abildskov, men der var intet godt forhold imellem dem. Måske havde Frederik Jørgensen grebet dem i en eller anden ulovlighed, som de syntes, han burde have set igennem fingre med, de var i hvert fald vrede på ham.
En dag, da Frederik Jørgensen med et par ledsagere var på vej op mod Tollund, kom Søren Jacobsen løbende ud imod dem med en fork i hånden. Thomas Jacobsen kom til og tog den fra ham; men nu kom Søren med et draget værge, hvormed han slog efter skovrideren. Anders Jacobsen, som også var dukket op, holdt broderen lidt tilbage, men gav dog selv skovrideren et par slag. Frederik Jørgensen besvarede ikke angrebet, men spurgte, hvorfor de slog ham, han var ikke kommet for at yppe kiv, og han bad Thomas og Anders holde Søren lidt tilbage, så han og hans ledsagere kunne komme derfra.
Alt gik nu så hurtigt, at vidnerne ikke rigtigt kunne følge med. Det forekom dem, at alle tre brødre gik løs på skovrideren, mens de råbte: >Nu skal du få en ufærd både for dette og andet, hvis vi dig
tilforn lovet haver!< Anders havde fået greb om værget og ramte dermed Frederik Jørgensen i hånden. Da kom Inger Jacobsdatter til og fik trukket skovrideren bort fra kamppladsen.
Optrinet fik sørgelige følger. Frederik Jørgensen døde af det hug, han havde fået i hånden. Anders Jacobsen, der havde givet ham hugget, blev ved Viborg landsting >svoret manddød over og fra hans
fred<, det betyder, at han blev dømt fredløs for manddrab. Det skete den 23. oktober 1639. De to andre brødre blev ved Hids herredsting >svoret åråd over og fra deres fred<, det er, dømt for meddelagtighed til fredløshed.
De rømte alle tre, der var ikke andet at gøre, ingen måtte skjule en fredløs. Hvad de ejede, som kunne gøres i penge, tog de sikkert med sig på flugten. Gården og, hvad der var i den, blev solgt på lensmandens foranstaltning.
Anders' og Sørens skæbne kendes ikke, men Thomas vendte tilbage efter at have søgt og fået benådningsbrev til på ny at indstævne sin sag. Frederik Ibsen fra Vranum indstævnede på Thomas Jacobsens vegne til Viborg landsting årådsnævningene3) fra Hids herredsting og alle, som havde vidnet imod ham, skønt der var vidnesbyrd for, at Thomas mere havde afvendt end stiftet >parlamentet<. Han anklagede årådsnævningene for at have støttet deres ed på det, de havde spurgt
sig til hos granderne og naboerne uden at føre vidner i sagen. Andre anklagedes for at have vidnet >efter død mands ord og mundheld<,hvad Jyske Lov forbød. Ingen af de indstævnede mødte, og da sagen havde været opsat i 6 uger, dømte landsdommerne Erik Juel og Mogens Høegh, den 31. marts 1641, årådsnævningenes ed for magtesløs at være.
Thomas Jacobsen flyttede igen ind på den gård, han før havde delt med brødrene. Han giftede sig med Maren Andersdatter, men de fik ingen børn.
Hans oprejsning blev fuldt ud anerkendt. I de følgende år optrådte han ofte på Hids herredsting, i adskillige sager på andres vegne, han var vurderingsmand og synsmand, og ved en enkelt lejlighed var han endda i herredsfogedens sted.

Thomas Jacobsen, overtog 1630 halvdelen af Tollund, 1639 dømt for meddelagtighed i mordet på skovrideren, 1641 blev dommen kendt magtesløs, han levede endnu 1670, g. med
Maren Andersdatter. - Ingen børn.

Thomas blev gift med ,Aren Andersdatter.