Anders Pedersen

  Notater:

Herredsfoged og selvejer i Framlev

Selvejerbrevet:
"Anders Pedersen i Borum, fick breff på en gård udi forne Borum liggendes qvitt och fri, for hand årligen skal holde Cannike Mølle bro.

Wi Christian etc. G a w, at eftersom thende brefschriver Anders Pedersen i Borum, herritzfoged udi Framløf herred, er af lensmanden på vort slot Skanderborg, befalendes och pålagt, årligen att schall holde en bro ferdig och ved magt, kaldes Cannicke Mølle bro. Thi haffuer wi nådig bevilget och tilladt, och nu med thette obne breff bevilge och tillade, at fornte Anders Pedersen for hans umage och besværing, må nye och beholde een gård liggendes udi fornte Borum, som Lauritz Heug? iboede, och hand nu self udi brug och svarer? hefter?, qwitt och fri for giesterie, egt och arbeide."

Kirstin Nørgaard Pedersen: Herredsfogedslægten Peder Pedersen i Borum og hans efterkommere indtil omkring midten af 1700-tallet.
*****************************************************
Anders Pedersen blev herredsfoged i Framlev herred efter sin far. En herredsfoged blev sædvanligvis udnævnt af kronens sted lige repræsentant, i dette tilfælde lensmanden på Skanderborg slot, som derefter ansøgte kongen om godkendelse. Det var almindeligt at herredsfogedhvervet gik i "arv" til en søn eller svigersøn. Når en ny skulle udnævnes, var mulighederne begrænset af, at herredsfogden skulle være selvejer, han skulle bo i området, han skulle kende loven og kunne læse og skrive.
Arbejdet som herredsfoged var lønnet med en fast afgift, kaldet dommerskæppe, som alle bønder i herredet måtte erlægge i forhold til hvor meget jord, de havde i brug. Desuden blev kronens fogeder lønnet med frihed for landgilde og afgifter af deres egen gård, eller hvis det ikke var tilstrækkelig betaling, da også med kronens indtægt af en anden gård, eller en kombination af begge dele, alt efter hvor stor en indkomst, embedet skulle give ham.
"1587 udgav kongen et åbent brev, at Anders Pedersen i Borum, der er beskikket til herredsfoged i Framlev herred, hvilket medfører, at han må forsømme sin næring meget, og som desuden bor på en alfar vej mellem Skanderborg og Dronningborg, og derfor besøges meget af kongens folk, må være fri for skyld ægt arbejde og anden tynge af sin gård, så længe han er i denne bestilling og indtil videre, dog skal han holde gården ved god bygning".
Hvor meget Anders Pedersen var fri for at betale, fremgår af lenets udgiftsregnskab: "Anders Pedersen i Borum, herredsfoged i forskrevne herred, har sin gårds landgilde fri, som er penge 3 sk., malt 3 ørte 2 skæpper, havre 4 skæpper, lam 1, gæs 1, høns 4, æg 20, svin 1, garn 1 pund". Dette svarer ikke helt til, hvad gården var skrevet for i jordebogen, hvor afgiften var: Leding 1 1/2 sk., kongstød 1, lam 1, gås 1, høns 4, svin 1, garn 2 pund, 12 hovheste, 20 æg, 4 jægerheste. Det skyldes formodentlig, at det meget gamle jægerhestegæsteri i 1604 var blevet ændret til korn landgilde, selvom man vedblev at skrive de gamle afgifter i jordebogen, mens det åbenbart var mere praktisk i udgiftsregnskabet at regne med den faktiske afgift. Det samme må gælde for de to første afgifter, som ser ud til at være slået sammen til 3 sk., afgifter som udelukkende blev krævet af de såkaldte ledingsgårde, som havde været selveje fra meget gammel tid.
Anders Pedersen havde også fæstet kronens andel af Borum kirkes tiende, - "at Anders Pedersen i Borum, der har fæstet kongelig majestæts part af korntienden af Borum sogn for en årlig afgift af 18 ørter korn af Bjørn Andersen stift lensmand i Århus stift, men har klaget over, at denne afgift er for høj, indtil videre må nøjes med at svare 4 ørte rug, 4 ørte byg og 2 ørte havre deraf, dog forbeholder kongelig majestæt at tage tienden tilbage mod tilbagebetaling af det udgivne stedsmål, såfremt der senere skulle findes belejligt at bruge tienden til nogle af kronens slotte, klostre eller gårde, afgiften skal senest inden fastelavn leveres til stiftlensmanden i Århus stift". Endelig havde Anders Pedersen endnu en indtægt, men for den måtte han til gengæld yde noget ud over sit sædvanlige arbejde: "Deslige er ham af kongelig majestæt nådigst bevilget for Kannikke møllebro at færdigholde, gæsteri af Las Foghs gård i Borum er malt 4 ørte 3 skæpper," hvilket netop svarer til 12 hovhestes gæsteri. I tingbøgerne omkring 100 år senere kan man se, at Foghs gård var en af de gårde, hvori Peder Pedersens efterkommere havde arv. Senere fik Anders Pedersen også bevilget frihed for den afgift.
Af og til kunne der opstå tumulter, slagsmål og overfald på tinget, den skyldige blev da dømt for brud på tingfred, og når det var fogeden, det gik ud over, skulle det pådømmes ved landstinget, hvilket også var tilfældet, da Anders Pedersen blev overfaldet omkring den tid, da han blev udnævnt til herredsfoged.
"Mourits Stygge til Holbækgård, landsdommer udi Nørrejylland, Timme Rosenkrandtz til Rydhave, Mogens Juel til Strandet, Valdemar Parsberg til Jernit, Jørgen Friis til Faurskov, Keld Juel til Stubbergård og Gunde Skriver, landstingshører, gøre vitterligt, at år efter Guds byrd MDLXXXVII (1587) den 29. dag juli, på Viborg landsting var skikket ærlig og velbyrdig mand Claus Glambech til Rask, kongelig majestæts befalingsmand på Skanderborg hans visse bud Jacob Ovesen på den ene og havde hid i retten stævnet Søren Mikkelsen Skrædder og hans søn Mikkel Sørensen på den anden side, dem beskyldt og tiltalt, for de på Framlev herreds ting har overfaldet stormægtigste og højbårne fyrste konning Frederik den Anden, alle vores nådigste herres herredsfoged Anders Pedersen i Borum, som af hans majestæts lensmand var tilforordnet samme herredsting at sidde, enhver som did retterting søgte, lov og ret at skikke, og samme herredsfoged tinget med overfald er fortrængt, så han måtte splitte tinget. Og udi rettelagde et tingsvidne af Gern herreds ting dette år den 15. dag juli udgivet, Jens Bonde i Snåstrup, Jens Olufsen ibidem og deres medbrødre 30 mænd af Framlev herreds ting at have vidnet, hvorledes de skulle have hos været på Framlev herreds ting den 5. juli sidst var, og der hørt og set, hvorledes Søren Skrædder i Søby og hans søn Mikkel Sørensen skulle være kommet der inden ting og have begæret ly af fornævnte Anders Pedersen, som sad i dommersted på fornævnte ting, og taget i hans skæg med den venstre hånd og havde brugt mange forskellige ord, som samme vidne i sig selv derom formelder, og fornævnte Søren Skrædder da at være trådt hastigt frem til fornævnte Anders Pedersen, som sad i dommersted, og taget i hans skæg med den venstre hånd og holdt ham tilbage imod muren, (så) at han ikke kunde vige fra ham, og med det samme rykket ham op fra tingstokken til sig i skægget, (så) at hans tænder klaprede, og bad ham komme ud og ind til sig, de skulle få tusind pokker, og Søren Skrædder havde en fork i den højre hånd og havde den imod Anders Pedersens bryst, der han rykkede ham op af tinget, og havde stukket den i Anders Pedersen, havde Søren Jensen ikke stået så nær hos og fået fat på forken og ham, og sagde: Hvor er det fat, vil I slå fogeden ihjel på tinget, og at herredsmændene skulle drages til minde, hvor det gik til. Så fik nogen af herredsmændene fat om forken med, ellers havde han stukket den i Anders Pedersen, havde han ikke kommet til den ene side ud fra ham, så Søren Jensen og nogle af herredsmændene stod og holdt om forken med ham, stødte han og slog om sig og fik sin kniv ud og havde nær slået den i Søren Jensen, havde der ikke én slået ham i hans hoved, og med det fik kniven fra ham; idet de stod så og holdt ved Søren Skrædder på tinget, var hans søn Mikkel Sørensen der hos og havde sin degen dragen og stak ind imellem to og til Søren Jensen advarende, og havde den nær stukket bag i ham, havde Peder Rasmussen i Labing ikke fanget om den med ham og for tide ham det, og sagde advarende, om han ville stikke manden ihjel på tinget. Så kom de uden tinget med ham, sagde Søren Jensen, at de skulle sætte ham borgen for det, de haver gjort, at de skulle blive til stede, til han taler med sin husbond derom. Sagde Søren Skrædder, at han ikke skulle sætte ham borgen og bandede og lød ilde og truede og sagde, havde han syv timers tid, da skulle grue det barn i vuggen ligger, og der skulle dåne nogen, både Søren Jensen, Anders Pedersen og andre flere med, de skulle fa tusind pokker. Så bad Søren Jensen og Anders Pedersen af herredsmændene, at de skulle tage fat på ham, så tog de fat på ham og fulgte ham over til Mikkel Sørensens, der slog han hans dreng på munden og bandede og lød såre ilde og truede og undsagde, og var han los, da skulle han vel gøre noget, at somme skulle dåne, Søren Jensen, Anders Pedersen, Jens Simonsen og flere med; da er det dem vitterligt, at for sligt overfald og gerning da blev kongelig majestæts sager og andre flere dannemænd deres sager forspildt, for han så(dan) rykkede fogeden op af tinget og havde nær vorden stukket ihjel, havde Søren Jensen ikke så snart fanget om forken med ham, og Anders Pedersen kom med behjælpning fra ham ud af tinget, som det vidne videre bemelder".
Sådan blev sagen fremlagt på Viborg landsting, og Jacob Ovesen mente, de derfor burde "stande til rette og miste deres liv". Søren Skrædder og hans søn Mikkel Sørensen, som var til stede, benægtede ikke, at det var gået til, som det var vidnet imod dem, og begærede derfor, at de måtte benådes. Jacob Ovesen havde ikke befaling til mægling, men begærede dom over dem.
Til grund for domsafsigelsen gentages hele handlingsforløbet, "og nu bevises fornævnte Søren Skrædder at have overfaldet fornævnte Anders Pedersen, der han sad i dommersted - og da slig overvold er sket, er kongelig majestæts og andre deres sager forspildt, som samme vidne der om udgangen i sig selv vidtløftigt bemelder, som han ikke selv har kunnet benægte, at det jo er så tilgangen, som således haver siddet på tinget enhver ret at skulle meddele, overfaldet og uførmet, da vide vi ikke andet der om at sige, end fornævnte Mikkel Sørensen skulle lide samme pine eller andre lovmål, for han overfaldt delefogden, opsatte vi til i dag 14 dage og da dem her at mode og gå derom hvis lov og ret kan findes". Overfaldet skete kort tid efter, Anders Pedersen var beskikket til at være herredsfoged, så når han i dommen kaldes delefoged, kan det være fordi, han for havde haft den bestilling, for det var ikke ualmindeligt at delefogden avancerede til herredsfoged, når stillingen blev ledig.
Anders Pedersen var gift tre gange. Hans første hustru hed Maren Pedersdatter, hendes navn har ikke for været kendt, fordi det kun findes i et af de skøder, som blev afskrevet i anledning af ryttergodsets salg i 1767: "År efter Guds byrd 1597 onsdagen den 30 dag november var skikket inden for ting forstandig mand Anders Pedersen udi Borum, han æsket bad om og fik et fuldt tingsvidne af otte dannemænd - Hvilke fornævnte otte dannemænd der vidnede på deres gode tro, sjæl og rette sanden. at de så og hørte, inden fornævnte ting stod Villads Nielsen i Skørring på sine egne vegne, Anne Nielsdatter i Sjelle på sine egne med hendes ægte husbond Peder Svendsen sst. hans pålagte hånd og samtykke, Las Sørensen i Hummelure på hans Hustru Kirsten Jensdatters vegne, de samtlige for tings dom skødede, solgte og aldeles afhændede fra dem og deres arvinger og til Anders Pedersen i Borum og hans hustru Maren Pedersdatter og deres arvinger til evindeligt køb og ejendom, først al den arvelod og part, del og rettighed, som fornævnte Villads Nielsen og Anne Nielsdatter har arvet efter deres salig afgangne fader Niels Villadsen og efter deres moder Ellen Nielsdatter i den gård og gårds tilliggelse i Sjelle, Peder Svendsen nu iboer, og fire agre liggende inden Herskind markskel, som er to agre i Brunsvang" - osv. med beskrivelse af hvert jordstykkes beliggenhed. - "Dernæst al arvelod og part, som fornævnte Las Sørensens hustru Kirsten Jensdatter har arvet efter hendes salig fader Jens Nielsen i fornævnte gård i Sjelle og dens tilliggende, fornævnte Peder Svendsen nu iboer og fornævnte fire agre på Herskind mark" osv.
Godt og vel et halvt hundrede år senere i 1661 solgte Karen Pedersdatter i Oustrup, med sin bror Palle Pedersen i Folby som fuldmægtig, en selvejergård i Hummelure. Køberen, som af Karen Pe- dersdatter blev kaldt min kære frænde, hed Jacob Lauritsen Møller i Århus mølle og var Anders Pedersen og Maren Pedersdatters barnebarn, idet hans far Laurits Jacobsen Møller var gift med deres datter Maren Andersdatter og Laurits Jacobsen Møller i Århus valgte i 1629 Peder Pedersen i Folby til at være en af sine voldgiftsmænd i en sag, som siden blev behandlet ved Viborg Landsting. Når Laurits Møller udpegede en mand, der boede så langt fra Århus, er det nærliggende at antage, at han valgte netop ham, fordi de var i slægt med hverandre, så alt taler for, at Peder Pedersen i Folby har været hans svigermor Maren Pedersdatters bror, og at en af Anders Pedersens døtre, Karen Andersdatter, var opkaldt efter sin mormor Karine Pedersdatter, som ifølge en gravsten i Folby kirke døde den 8. januar 1610. Gravstenen er sat over hende og hendes mand Peder Christensen i Folby. Også datteren Sidsel kan være barn af dette første ægteskab, idet hendes morbror Peder Pedersen i Folby også fik en datter døbt Sidsel, hun er nævnt i Århus bys tingbog den 26. september 1639, hun var gift med rådmand Henrik Block i Randers.
Maren Pedersdatter døde før 1604, og måske er den fornemme alterkalk af sølv, som Anders Pe- dersen har skænket Borum kirke, givet i anledning af hendes begravelse, mens en malet indskrift på den rigt udskårne prædikestol med himmel fortæller, at den er skænket af ham og hans anden kone: "Anno 1604 lod Anders piersen y Borum herris fogit y framløf herrit Med sin kiere hustru Barbra Nielsdatter Oprette dene predickstoel paa deris egen bekostning oc gaff den thil Borum Kiercke".
Barbara Nielsdatter døde før 1614, for endnu en gave til kirken to alterstager af sølv røber hans tredje konens navn: Anno 1614 Den 28. Julii hafver Anders Pedersen i Borum med sin høstrv Bvold Lavritsdater gifvet dise tvinde Lyvse Stager thel Borvm Kiercke". Om de to sidste kvinders herkomst ved man intet, dog er det muligt, at Barbara Nielsdatter kan have været Anders Bonde og Barbara Giødisdatters barnebarn, idet de ifølge skiftet, holdt efter dem i 1580 havde tre børn der iblandt en datter Margrete Andersdatter, som da var gift med Niels Knudsen i Havreballegård i Vor herred, hvor han ifølge Skanderborg lens jordebog 1581 var fæster og i lenets regnskaber 1594 1595 ses det, at han da var død, og at gården derfor blev fæstet ud til Hans Sørensen fra Hjordbjerg. Noget bevis for denne formodning er der dog ikke fundet.
Går man ud fra lensregnskaberne, har kronen tilsyneladende ikke haft nogen ridefoged i Framlev herred for 1623/24, hvor det af udgiftsregnskabet fremgår, at Peder Pedersen i Folby, som for den tid havde været ridefoged i Ry birk, Sabro og Gern herreder, da også er blevet noteret som ridefoged i Framlev herred. Af en gældssag, som i 1636 blev ført mod en af Anders Pedersens arvinger, fremgår det, at denne i perioden 1608- 1613 som ridefoged var kommet i restance med indbetaling af bøndernes landgilde. Sagen blev rejst af Søren Hvas ved Århus byting 10 marts 1636,og han fremlagde bevis på, at hans afdøde far delefoged Jens Søren- sen Hvas havde betalt restancerne, både for sit eget vedkommende og for Anders Pedersen, som derved kom i gæld til ham. Desuden fremlagde han flere underskrevne gældsbreve angående restancerne, som skyldtes, at bønderne ikke havde været i stand til at betale. Systemet var nemlig sådan, at kunne landgildebetalingen ikke inddrives, hæftede først ride- og delefogden, som skulle opkræve betalingen, for pengene, og som det
næste led i hierarkiet var det slotsskriveren, der skulle stå til regnskab, og det var da i første omgang også ham, den senere Århusborgmester Søren Jensen Frost, som havde betalt afgifterne til kronen, så de af Anders Pedersen i Borum og Jens Sørensen i Storring underskrevne gældsbreve var udstedt til ham. "Anders Pedersen i Borum, ridefoged, og Jens Sørensen i Storring, delefoged i Framlev herred, kendes dem af ret vitterlige gæld skyldig at være ærlig og velagt mand Søren Jensen, slotsskriver på Skanderborg, tre hundrede tredve og fem rigsdaler og tyve skilling, som er for hvad rester af kongelig majestæts landgilde, rente og indkomst visse og uvisse, som udi Framlev herred tilbage står for Ao 1608- 1609- 1610 og 1611. Og forpligter dem eller deres arvinger én for alle eller og alle foren for- nævnte summa at erlægge og betale og holde fornævnte Søren Jensen det skadesløs i alle måder".
Anders Pedersen har naturligvis regnet med at kunne have en god ekstra indtægt ved at påtage sig ridefogedhvervet, hvad han da også kan have haft. Hvor besværligt et arbejde det var, når pengene skulle opkræves, kan man direkte læse af afskrivninger på gældsbrevene. Kontanter i mange små portioner på beløb fra 61/2 rdl. og 8 sk. til 90 rdl. med f.eks. 9 rdl. for Herlov i Lundgård og Peder Kå i Skibby og for Rasmus Madsen i Stjær 4 rdl. 16 sk., og i naturalier: "betalt (af) Anders Pedersen, med to okser 16 rdl.,- betalt med adskillige varer og penge 65 rdl.,- kvitteret for 3 ørter korn (leveret) med Niels i Tåstrup og Rasmus i Stjær 7 rdl. tillige for Knud i Galten læg 2 1/2 rdl.,- kvitteret for Niels Jørgensens landgilde og Stjær kirke 2 ørter byg, er 16 rdl.,- betalt 12 rdl. med en sølvstob og 3 rdl. for Niels Lauritsen i Skovby.
Gældsbrevenes ægthed blev berigtiget af Søren Jensen Frost den 5. November 1633. Sagen blev fort ved Århus byting, fordi Anders Pedersens svigersøn Christoffer Pedersen boede der, og fordi denne havde skrevet kontrakt om arven efter Anders Pedersen med alle de øvrige arvinger, og den kontrakt blev også fremlagt i sagen: "Eftersom j eg Christoffer Pedersen udi Århus haver contraheret med mine samtlige svogre, salig Anders Pedersens børn, om alle deres arvelodder og andre rettigheder, som de både efter deres salig forældre og broder Christen Andersen kunne arveligen dem tilfalde udi den gård udi Borum, som salig Anders Pedersen udi boede, og udi Borum mølle, og samme anparter er opladt (og) betalt, da lover jeg fornævnte Christoffer Pedersen der foruden at fornøje så mange, som (med) rigtig bevis brev og regnskabsbøger (kan) kræve endnu efter salig fader Anders Pedersens død. Og ikke skal have dem indstillet til bestemte dag udi Borum efter salig faders opbydelses landstingsvidnes ind- hold, så vel at fornøje og klarere i lige måde så mange, som rigtig bevis med forekommende vorder, til 30. dag efter salig Christen Andersen, og holde dem og deres arvinger sligt for mig og mine arvinger efter denne dag skadesløs i alle måder. Til vidnesbyrd haver jeg fornævnte Christoffer Pedersen med min egen hånd underskreven. Skrevet udi Borum den 2. juni Anno 1631".
Mens Jens Sørensen Hvas levede, havde han betalt 320 sletdaler til Søren Jensen Frost, og desuden havde han betalt Anders Pedersens anpart på 305 sletdaler og 1/2 ort, mens Jens Hvases arvinger havde betalt den sidste rest: "Kendes jeg mig Søren Jensen, borgmester i Århus, og gør for alle vitterligt, at salig afgangen Jens Hvases arvinger i Storring har nu afbetalt mig 60 slette daler, som var resten af tre hovedbreve, salig Anders Pedersen og salig Jens Hvas havde givet mig, og begge samtlige efter deres breves formelding mig for restancer udi Framlev herred lovet har, hvilke fornævnte penge mig nu er betalt af salig Jens Hvases arvinger, både hans part og salig Anders Pedersens part, som var 30 slette daler, så jeg vil have dem (der)for kvitteret, til vidnesbyrd at så i sandhed er, har jeg min hånd her underskrevet (LS) Århus den 5. november Anno 1633. Søren Jensen egen hånd".
1631/32 betalte Christoffer Pedersen i Århus 6 dir. i husbondhold af den selvejer bondegård i Bo-rum, som Christen Andersen fradøde. Hvornår Anders Pedersens søn Christen overtog gården, findes der intet om i lensregnskaberne, men hvis det har været lige for eller under kejserkrigen, er det ikke sikkert, at det er kommet med i regnskaberne, som mangler fra efteråret 1627 til 1. maj 1629. Christoffer Pedersen, som var gift med Anders Pedersens datter Maren Andersdatter, forte endnu en sag, som havde rod i hendes fars gæld, idet denne havde pantsat en sølvkande, som Maren Andersdatter havde arvet efter sin mor Barbara Nielsdatter, og udstedt to pantebreve, det ene udstedt 29. september 1619 lød på ti sletdaler og det andet fra 16. december 1620 på 30 sletdaler, og at det var sket for gæld, og manden, som havde kørt for salig Anders Pedersen, vidnede, at sølvkanden var blevet redelig pantsat for den omtalte gæld. Christoffer Pedersen appellerede herredstingets afgørelse, som gav panthaverne medhold i, at hvis han ville have kanden, måtte han betale gælden, for ingen var mødt i dødsboet for at kræve gælden, da der skulle gøres udlæg til kreditorerne, og de havde heller ikke givet oplysning om pantet, som de burde have gjort til "tronnags" efter hans død, men først fremkommet med kravet efter år og dag. Da indløsning af pantet var blevet tilbudt på Framlev herredsting den 17. august 1631, må Anders Pedersen være død noget før, hvis skiftet havde fundet sted år og dag før, som Christoffer Pedersen hævdede.
Der er ingen tvivl om. at Anders Pedersen havde været en velhavende mand, det ses af hans gaver til Borum kirke, men omkring en halv snes år ind i 1600-årene begyndte det at gå galt, ikke kun for ham, men for mange andre. Christian 4. var begyndt på sine mildt sagt uheldige krige, og kornpriserne svingede voldsomt i takt med gode og dårlige høstår, så selv når hosten var god, kunne den ikke altid opveje et dårligt år, hvilket må have haft stor indflydelse på bøndernes mulighed for at betale deres afgifter med deraf følgende gældsætning, også for delefoged og ridefoged. Anders Pedersen har bestemt ikke været fattig, men han var ved sin død ikke så velhavende, som Christoffer Pedersen må have forventet, da han overtog arv og gæld på de andre arvingers vegne.

Anders blev gift med Maren Pedersdatter. (Maren Pedersdatter blev født i Folby Sogn, Sabro Herred, Aarhus Amt og døde i Feb. 1604 i Borum Sogn, Framlev Herred, Aarhus Amt.)

Anders blev derefter gift med Barbara Nielsdatter. (Barbara Nielsdatter døde før 1614 i Borum Sogn, Framlev Herred, Aarhus Amt.)

Anders blev derefter gift med Bodil Lauridsdatter.