Jens Madsen Rosenberg

  Notater:

Jens Madtzen var 1639 underskriver på Nyborg slot og kaldtes 1645 slotsskriver og kgl. majestæts ridefoged i Nørre Vinding Herred. 1650 nævntes han som ridefoged over Nyborg Slot. Jens Madtzen Rosenberg var rådmand i Nyborg fra 1653 og nævntes 1658 som borgmester. 1666 blev Jens Madtzen af kongen udnævnt til borgmester i Odense.
Næsten alle kilder kalder Jens Madtzen for Jens Madtzen Rosenberg, selvom F. E. Crone i sin
omtale af epitafiet i Nyborg Kirke understreger, at epitafiets tekst intet har herom. Alle Jens
Madtzens børn fik dog tilnavnet Rosenberg. Forklaringen kunne være, at borgmester Jens Madtzen i Odense efter sin bror Peder Madtzens død i 1670 blev formynder for broderens datter af 2.
ægteskab Barbara Pedersdatter Rosenberg, født i Thisted 1662. Barbara blev opkaldt efter Peder
Madtzens første hustru, Barbara Rosenberg.
Som F. E. Crone formulerede det i Personalhistorisk Tidsskrift 1883 "foretog [Jens Madtzen] 1650
nogen bygning paa Hjørnegaarden tæt syd for Kirken". Jens Madsens Gård eller Korsbrødregården,
som den også kaldes, er en af de få middelalderlige bygninger, der er tilbage i Nyborg og - som
navnet antyder - knyttet til korsbrødrene også kaldet johanitterne. Huset var en filial af
johanitterklostret i Antvorskov ved Slagelse. Bygningen ligger umiddelbart syd for Vor Frue Kirke
og er formentlig opført i 1300-tallet. I 1614 blev huset udvidet med en to etager høj bygning ud mod Adelgade, sådan at komplekset i dag er en vinkelbygning. Samtidig fik bygningen sine
svungne gavle ud mod Adelgade, som også i dag pryder huset. Jens Madsen lod bygningen udvide
mod øst i 1650, en forlængelse som ligeledes eksisterer i dag, han forsynede sin tilbygning med sit navn og årstallet 1650. Gårdsiden var oprindelig af bindingsværk, men står nu som resten af huset i fuld mur. Historien fortalt af Nyborg Museum.
1654 lod Jens Madtzen et Epitafium sætte i
Nyborg Kirke (Vor Frue Kirke). Indskriften lyder
således:
"GVD TIL ÆRE, HANS KIRCKE TIL
BEPRYDELSE HAFVER ERLIG OC
FORNEME MAND IENS MADTZON,
SLODTZSKRIFVER OC RAADMAND i
NYBORG, MED SIN KIERE HVSTRV, ERLIG
OC GVDFRYCTIG QVINDE PERNELE
OTISDATTER, LADET DENNE TAVFLE
OPSETE OFVER DENNE DERIS
BEGRAFVELSESTED AAR 1654, DENNEM
MED DERIS KIERE BØRN TIL EN
IHVKOMELSE, EFTER AT GVD
ALLERMEGTIGSTE DENNEM FRA DENNE
MØDSOMELIG VERDEN BORTKALDEDE
OC TIL SIN HIMELSKE GLEDE ANAMEDE
AAR 16. "
Epitafiet, der er af sten, er forsynet med et maleri, hvorpå er afbildet Jens Madtzen med
hustru og 10 børn. Både Jens Madtzen Rosenberg og hans hustru Pernille Ottesdatter blev gravlagt i Sct. Knuds Kirke i Odense.
Jens Madtzen drev en ikke ubetydelig købmandshandel og havde en skude i søen. Under
svenskekrigene 1657-60 var han en af statens leverandører. Lensmanden på Nyborg slot, rigsråden
Otte Krag, roste ham for hans iver, da han havde forstrakt kronen med nogle tusinde daler og var
villig til at yde mere. Da rigsråden senere havde problemer med at skaffe nye forsyninger af proviant og klæde, henvendte han sig igen til Jens Madtzen, der imidlertid gjorde opmærksom på, at han trods løfter endnu ikke havde fået betaling for, hvad han tidligere havde leveret, "hvilket gud ved, mig fattige mand vil gå til hjertet, da jeg for al min stand her i riget stedse var beredt at skaffe, hvad rigsrådet anmodede mig om". Han havde nu leveret varer for 2.000 rigsdaler og ville endnu påtage sig at levere for 1.000-1.500 rdl., hvad han da også gjorde mod sikkerhed i Nyborg lens indtægter... (Åge Fasmer Blomberg i Fynske årbøger 1979).
Af økonomiske grunde gik fæstningen (Nyborg Slot) i forfald, og under svenskekrigen 1658 gik det
galt. Den 30. januar 1658 gik den svenske konge Karl Gustav med sin hær over Lillebælt, og
allerede 31. januar indtog General Wrangel Nyborg. I knap to år var byen besat med de trængsler,
det betyder. General Wrangel opslog sit hovedkvarter i borgmester Jens Madtzens gård. Jens Madtzen havde også Karl X Gustav indkvarteret, her besluttede den svenske konge sig for at tage risikoen, og den svenske hær fortsatte da til Tåsinge og Langeland og gik endnu engang over isen til Lolland den 6. og 7. februar 1658. Da den øverstkommanderende for de svenske tropper på Fyn, Carl Gustav Wrangel, brød op, efterlod han Grevinden i Jens Madtzens gård tilligemed nogle få piger og tjenere; her boede hun i flere måneder og fik "traktement og viktualier" fra fynske herregårde, der skulle underholde Wrangel.
Krigens vendepunkt kom først med slaget ved Nyborg den 14. november 1659, som danskerne
vandt.
Jens Madtzen Rosenbergs bror Anders Madtzen blev foråret 1658 taget til fange af svenskerne, der
forlangte 1.000 rigsdaler for at frigive ham. Jens Madtzen må være blevet bedt om at løskøbe
broderen. Det var en vanskelig situation, idet Jens Madtzen på dette tidspunkt ikke lå inde med så
mange rede penge; dels havde han som nævnt ovenfor ydet staten store kreditter i efteråret 1657,
dels var han blevet plyndret af svenskerne efter deres erobring af Fyn. Henvendelsen til Jens
Madtzen skyldtes måske, at broderen var blevet taget til fange på Fyn, men måske har det også
spillet en rolle, at Jens Madtzen havde gode forbindelser til ledende svenskere. Jens Madtzen havde kun én mulighed, han måtte låne pengene, hvilket imidlertid ikke var så ligetil i foråret 1658. Det lykkedes dog for Jens Madtzen at låne de 1.000 rigsdaler af ridefogden Peter Børting. Det aftaltes, at pengene skulle betales tilbage inden seks uger. Straks efter at Jens Madtzen havde modtaget pengene fra Peter Børting, blev Anders Madtzen løsladt - men lånet blev ikke betalt tilbage til tiden. Efter adskillige rykkere, brevvekslinger og et par afdrag blev restsummen på 300 rigsdaler først tilbagebetalt Peter Børting i efteråret 1662 - i øvrigt af Jens Madtzens bror Anders Madtzen. Sagen var dog langt fra slut, idet Peter Børting nu krævede at få renter af kapitalen, fordi den ikke var tilbagebetalt til tiden. Jens Madtzen nægtede og Peter Børting sagsøgte september 1663 Jens Madtzen ved bytinget i Nyborg. Sagen sluttede først den 30. juni 1668, da Højesteret stadfæstede en landstingsdom, der pålagde Jens Madtzen at betale renter af de lånte penge. Borgmesteren blev også dømt til at betale sagens omkostninger med 50 rigsdaler. Det så dog ikke ud til, at Jens Madtzen agtede at efterkomme højesteretsdommen, og ud på efteråret 1668 indsendte Peter Børting et bønskrift til kongen og bad om hjælp til at få dommen udført. Resultatet blev en kongelig befaling til stiftamtmanden om at advare borgmesteren og sørge for, at han uden ophold så hurtigt som muligt opfyldte Peter Børtings krav, ellers ville beløbet blive indkrævet med fogdens hjælp. Hermed sluttede sagen, og formentlig har Jens Madtzen derefter betalt pengene.
Læs mere om sagens forløb i Åge Fasmer Blombergs artikel - "Sagen mellem borgmester Jens
Madtzen Rosenberg, Odense og Peter Børting" (publiceret i Fynske årbøger 1979).
Jens Madtzen var en holden mand, der ud over flere huse og gårde i Nyborg (og senere i Odense)
ejede meget bøndergods. Allerede før svenskekrigene havde Jens Madtzen som ridefoged på
Nyborg Slot til kongen betalt landgilde og skatter for bønder, der ikke var i stand til selv at betale.
Jens Madtzen krævede gode renter af sine lån til bønderne - og når
de så ikke kunne betale deres gæld til Jens Madtzen, måtte bønderne overlade ham deres jord og
ejendomme.
Et eksempel omtales i Personalhistorisk Tidsskrift 1881 "Kaptajn Claus v. Rønnov til
Holmdrupgaard" af S. Jørgensen. Det handler om en tvillinggård i landsbyen Holmdrup i Skaarup
Sogn ved Svendborg. Gården, der ejedes af to mænd - far og søn -, blev 1661 beskrevet som øde og næsten nedbrudt, og der var til gården ingen oldenskov. Før krigen var mændene blevet skyldige til Jens Madsen Rosenberg, ridefoged på Nyborg Slot, for landgilde og skatter, han havde betalt for
dem, 72 slettedaler 8 skilling. Renten heraf fra 12. februar 1657 til den 23. august 1661 beregnede
han til 20 daler 1 mark. Derefter havde mændene betalt ham 6 stykker ungkvæg, som han anslog til 20 slettedaler Derefter var gælden stadig 72 sldr. 8 sk. Bønderne anerkendte gælden, men
erklærede, at de ikke havde andet at betale med end deres ejendomsgård. Der blev derefter "udmeldt" vurderingsmænd, der 30. august 1661 satte gården med dens tilliggende til en værdi af
70 sldr. Gården blev derefter tilkendt rådmand Jens Madsen for dennes fordring.
Risinge nævnes første gang i 1526, men først 7. marts 1661 hører vi nærmere om den lille landsby,
idet kronen på dette tidspunkt afhændede en del ryttergods i Flødstrup Sogn, deriblandt to gårde i
Risinge, til borgmester Jens Madtzen i Nyborg, der ifølge matriklen 1662 ejede 7 gårde i Flødstrup
Sogn. Oprindelig bestod Risinge af 4 gårde, men efter svenskekrigene var egnene meget affolkede
og gårdene blev slået sammen. Matriklen 1664 nævner Risinge som hovedgård, men først i 1730 fik
Hugo Praëm anerkendelse derpå. Jens Madtzen ejede Risinge til sin død i 1682, og i 1689 solgte
Jens Madtzens arvinger gården til svigersønnen Thomas Købke. Risinge forblev i slægtens eje indtil 1759.
11. juli 1664 fik Jens Madtzen kongelig befaling om at afstå en fiskedam i Borgeskovsmark og 3
Ørter [4½ tdr.] sædeland, som havde været bevilget ham. Som erstatning fik han 3 agre i slottets
marker. Grunden hertil var, at da Jens Madtzen første gang "lod drage i dammen", og der blev fisket med et stort våd både på langs og på tværs, fik man kun en skalle, nogle små karusser, nogle få små karper så store som karusser, 14 små aborrer "ungefær fingerstore og en liden suder, i alt ikke flere end som kom i en liden mælkebøtte så stor som mælkepigerne bærer på deres hoveder". Jens Madtzen beskyldte Claus Rasch for at have affisket dammen, da de kurfyrstelige personer var på besøg. Sagen var vistnok indledning til den langvarige kompetancestrid med præsident Claus Rasch, striden strakte sig over de følgende to år.
Straks efter at Klaus Rasch 1664 var beskikket til præsident i Nyborg, opstod et spændt forhold
mellem ham og Jens Madtzen, hvem præsidenten 15. oktober s. a. under et magistratsmøde gav en "venlig erindring" om fremtidig at holde inde med "en heel Hob pikeret Diskours", som
borgmesteren, næsten i hver magistratsforsamling siden præsidenten tiltrådte sit embede, havde
"udgydet, menigheden til hel ringe opbyggelse". Men hertil svarede Jens Madtzen, at han ikke
mente, at præsidenten eller nogen anden kunne sige, at han med mange ords udgydelser havde sagt andet, end hvad var ret og rimeligt, hvilket han formodede måtte være ham tilladt "som uværdig borgmester i Kollegiet", hvor han ikke skulle undlade at bevise præsidenten tilbørlig respekt. Men han formodede, at præsidenten heller ikke ville gribe ind i hans autoritet og myndighed, men tillade ham at tale og foregive, "hvad han tilligemed Præsidenten og hans Medkollegaer eragtede kristeligt og forsvarligt at paastaae med Hensyn til Politiet og Justitsen". Der måtte et kongebrev og en kommission til, før denne strid kunne afsluttes med, at en anke fra Jens Madtzen blev godkendt, så justits- og politivæsenet fik en god ordning. Forholdet blev aldrig godt mellem de to mænd. (Kilde til ovenstående to afsnit: F.E. Crones håndskrevne byhistorie fra 1887).
1666 blev Jens Madtzen Rosenberg beskikket til borgmester i Odense. Det var højst usædvanligt, at en mand kunne blive udnævnt til borgmester uden i forvejen at have været borger eller rådmand i
byen. Jens Madtzens kvalifikationer var ubestridelige, men som det antydes i en injuriesag i 1663,
som han anlagde mod sin medborgmesters hustru, har Jens Madtzens forhold til medborgmesteren, Lambert Jensen, ikke været godt. Værre blev det, da Claus Rasch blev præsident. P. Muncs formodning om, at præsidenttitlen ikke havde noget reelt indhold, men blot blev tillagt førsteborgmesteren for at styrke rådets anseelse, er efter Svend Larsens opfattelse ikke holdbar. De to borgmestre i Nyborg fortsatte begge, og Claus Rasch lagde ikke skjul på, at han mente sig i besiddelse af en overordnet stilling i forhold til det øvrige bystyre. "Den strid, der opstod mellem Jens Madsen og Claus Rasch, forenet med de forvirrede økonomiske forhold i Odense, der krævede en dygtig borgmester, kan være baggrunden for Jens Madsens udnævnelse... Vist er det, at han efter at være flyttet til Odense solgte sine ejendomme i Nyborg og oparbejdede en handel i Odense, der må have fået et vist omfang, bl.a. havde han skib sammen med Hiere Jespersen, og han kunne supplere sine indtægter ikke blot ved forskellige tiender, han havde i fæste, men også derved, at han fra 1675 ... var stiftsskriver" (Svend Larsen: Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17de Århundrede).
Jens Madtzen forblev borgmester i Odense indtil sin død i 1682.
Jens blev gift med Pernille Ottesdatter Langemach, datter af Otto Langemach
og Helwig, i 1644. Pernille blev født omkring 1623, døde den 29. juli 1681 i
Odense i en alder af ca. 58 år og blev begravet den 9. august 1681 i Sct. Knuds Kirke
i Odense.
Biskop Jens Bircherod skrev i sin dagbog: "1681 29. Juli. Om Aftenen Kl. 6 døde i Odense
Panelle Otthesdatter, Borgemester Jens Madsen Rosenbergs Hustrue, anno Conjugii 37"
"9. August. Ledsagede jeg voris Nabokonis Sal. Pernille Jens Madsens Liig til sit Hvilested i
St. Knuds Kirke. M. Lodvig Stoud lagde i Liigprædiken megen Roes paa hende, dend hun
og for sin Gudfrygtigheds, Dyds og Ærbarheds Skyld visseligen fortiente".

Jens blev gift med Pernille Ottosdatter Langemach, datter af Otto Langemach og Helvig Madsdatter, omkring 1644 i Nyborg Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt. (Pernille Ottosdatter Langemach blev født omkring 1623 i København, København, København og døde den 29. Jul. 1681 i Odense Sankt Knud Sogn, Odense Herred, Odense Amt.)