t.v. Anette i filmen "Villa Vennely" |
Anette satte sit præg på dansktoppen i årene 1969 til et pænt stykke ind i halvfjerdserne
med successer som "Min Student Fra Uppsala" og "Texas Bedste Sexysælger Af Cowboytøj".
Men egentlig er Anette født som Bente Carlsen den 9. marts 1942 i København. Hun begyndte at optræde
i sluthalvtredserne blandt andet på Solby Scenen.
Det populære underholdningsorkester Henning Blegvads Orkester havde en sangerinde ved navn Anette. Orkestret skulle
i 1963 på Sverigesturne og der var ofret masser af penge på plakater og pressemeddelelser, men umiddelbart
før turneen bakkede sangerinden ud, da hun ikke ville rejse. Gode råd var dyre, så Bente blev hyret
på betingelse af et lynhurtigt navneskift til Anette - og så var alt jo i den skønneste orden. Hvis
det altså ikke lige var, at Bente også syntes der skulle et nyt efternavn til og kaldte sig Anette Kay. Nu
var det sådan, at der var en bagermester i København med familienavnet Kay, der absolut ikke ønskede
at en ung pop sangerinde sådan bare skulle kringle hans domæne. Så det blev til Anette for en tid. Som
det ofte går en unge lovende sangerinder og orkesterledere, ja, så opstod der sød musik i mere end en
forstand - og så blev det til Anette Blegvad, men på plader først fra 1971.
Anette debuterede på dansk i 1963, men ved pigtrådsmusikkens indtog blev der plads til et par engelske
singler. Anettes anden single "What About Me" blev lanceret i den for 1964 meget uartige film "Villa Vennely" om livet
i et københavnsk bordel. I filmen bliver hun backet op af The Danish Sharks, men det er blot mimeri, det er
Henning Blegvads Orkester der spiller. I 1965 indspillede hun sammen med den nu afdøde legendariske guitarist
Mogens "Django" Petersen en af de første danske flersporstricksindspilninger som duoen Anette og Mogens. Preben
Devantier medvirkede som trommeslager og Svend Oluf Møller producerede pladen i Holler Studiet, der var et af de
få studier, der kunne håndtere flersporsteknik dengang. Pladeselskabet må have troet meget på
numrene, da den efterfølgende kom i en tysksproget udgave og ligeledes blev udsendt i Holland.
I 1977 trak Anette sig ud af musikken og uddannede sig til sagsbehandler under navnet Bente Hesselberg.